Outdooridræt

Interessen for at dyrke idræt og motion i naturen har i de senere år været støt stigende. Faktisk er naturen i dag mere brugt som idrætsarena end fodboldbaner og idrætshaller.
Interessen for at dyrke idræt og motion i naturen har i de senere år været støt stigende. Faktisk er naturen i dag mere brugt som idrætsarena end fodboldbaner og idrætshaller.

Den stigende interesse for at dyrke idræt og motion i naturen er positivt og bidrager til at flere danskere bliver fysisk aktive, men vi skal også sikre os, at idræt i naturen foregår på en god og bæredygtig måde. DIF arbejder derfor på en lang række initiativer, som kan fremme mulighederne for outdooridræt på en god måde, der tager hensyn både til naturen og til andre brugergrupper.

Ligeledes har vi i samarbejde med forbund og relevante aktører iværksat flere kampagner for at fremme god adfærd hos udøverne, bl.a. kampagnen 'Flink af natur', 'God stil på MTB' og 'Gravelkodeks: kør med respekt for andre og naturen'

Herunder kan du læse mere om DIF's forskellige indsatser, projekter og kampagner på outdoorområdet.

Skovrejsning

Skoven er danskernes foretrukne naturtype, og de danske skove anvendes flittigt til idræt og motion. Derfor beskæftiger DIF sig med skovrejsning.

DIF har bl.a. udgivet håndbogen 'Skovrejsning og friluftsliv'. Bogen er et værktøj til ALLE, der beskæftiger sig med skovrejsning, og som gerne vil planlægge for friluftslivet.

Derudover har DIF og Klimaskovfonden indgået en samarbejdsaftale om at plante idræts- og friluftsskove, dvs. skove med adgang for alle, og med faciliteter, der understøtter idræt, motion og aktivt udeliv.

Formålet med samarbejdet er at bidrage til skovrejsningsprojekter i hele Danmark, som sikrer både klimagevinster, biodiversitet og god adgang for det organiserede idræts- og friluftsliv.

Læs mere om DIF's skovrejsningsindsats HER

Hent bogen 'Skovrejsning og friluftsliv'

Friluftspavilloner

'Friluftspavilloner - friluftslivets bynære mødesteder for børn og unge' er et udviklingsprojekt, som DIF gennemfører i samarbejde med Friluftsrådet i perioden 2023-2027. Projektet er støttet af Nordea-fonden med 8,4 mio. kr.

Formålet med projektet er at udvikle og afprøve friluftspavilloner, som et konkret redskab til at understøtte aktive fællesskaber for børn og unge i naturen, og dermed bidrage til at endnu flere børn og unge får et aktivt udeliv.

Friluftspavillonerne bliver fælles mødesteder og udgangspunkter for alle, der vil lave børne- og ungeaktiviteter – både foreninger, skoler, institutioner og børnefamilier. Det handler om deledagsorden, gensidig forståelse og nye relationer.

Læs mere om friluftspavilloner

Danske trailcentre

Det er blevet populært som aldrig før at være aktiv i naturen, og det har medført et stigende behov for faciliteter og mødesteder. Derfor har DIF og Lokale og anlægsfonden sammen udviklet trailcentre.

Trailcentre fungerer som mødesteder og servicebygninger for alle, der vil være aktive i naturen. De rummer bl.a. foreningslokale, toiletter, depot, formidling af stier og ruter mv., og de er placeret i interessant terræn og henvender sig til både idrætsforeninger og alle andre, der vil være aktive i naturen.

Trailcentrene understøtter desuden, at aktiviteterne kan foregå på en bæredygtig måde, der tager hensyn både til naturen og til øvrige skovgæster.

Læs mere om trailcentre

Idrættens adgang til naturen

Reglerne for færdsel og aktiviteter i den danske natur er lidt af et kludetæppe af love, bekendtgørelser etc. Det kan være svært for både udøvere, lodsejere og myndigheder at kende reglerne.

I DIF mener vi, at der er behov for et større kendskab til reglerne samt debat om, hvor og hvordan de mange regler kan justeres, så vi kan sikre gode muligheder for idræt, samtidig med at vi tager hensyn til naturen.

Download rapporten 'Idrættens adgang til naturen'

Aktivitetsmålinger i naturen

Rundt omkring i hele landet er der opsat automatiske tællestationer, der registrerer forbipasserende på stier og ruter. På visse stier og ruter har vi derfor et godt billede af aktivitetsniveauet og besøgstrykket. Men det er vigtigt med flere aktivitetsregistreringer, hvis vi skal blive klogere på effekten af tiltag og værdien af nye faciliteter. Data bidrager også til en bæredygtige forvaltning til gavn for naturen og miljøet.

Derfor opfordrer DIF til at flere kommuner og arealforvaltere opsætter automatiske tællestationer på spor, ruter og aktivitetsarealer.

Vil du vide mere om aktivitetsregistreringer, og hvilke målemetoder, der er relevante? Så læs vejledningen fra TVERGA og bliv klogere på brugen af automatiske tællestationer, kameraløsninger, GPS og mobildata osv.

Læs mere om aktivitetsmålinger

Idrætsmulighederne i den danske natur

I 2018-2019 gennemførte DIF en stor national kortlægning og analyse af idrætsmulighederne i den danske natur.

I rapporten 'Outdooridræt i Danmark' beskriver vi analysen og fremlægger data. Her kan læseren få et indblik i rammebetingelserne for outdooridræt i de forskellige landsdele og kommuner.

Vi går også bag om resultaterne og beskriver, hvorfor der er markante forskelle på arealer og faciliteter i de forskellige kommuner og landsdele.

Afslutningsvis giver vi en række anbefalinger til forbedringer af idrætsmulighederne i den danske natur.

Download rapporten 'Outdooridræt i Danmark'

Drift af danske outdoorfaciliteter

Mange danske outdoorfaciliteter er anlagt af idrætsforeninger og frivillige sporbyggere og stilaug med støtte fra fonde. Men det er sjældent at fondene finansierer driften af faciliteterne. Manglende drift er derfor en udfordring, og vi ser mange faciliteter, der forfalder, gror til eller helt forsvinder.

Derfor har DIF sammen med OnTrail og Dansk Kyst- og Naturturisme i en fælles indsats indsamlet en række gode eksempler på driftsmodeller.

Eksemplerne er beskrevet i rapporten 'Drift af danske outdoorfaciliteter - en eksempelsamling og analyse af driftsmodeller.'

Download rapporten 'Drift af danske outdoorfaciliteter'

Har du spørgsmål?