Tre foreninger i kamp om Idrættens Sociale Pris 2026

Sidste år vandt Høje-Taastrup Bokseklub DIF og Grundfos Fondens Idrættens Sociale Pris.
VSK Aarhus, Sønderlundskvarterets Idrætsforening i Roskilde (SIF) og Sørby Esport er nomineret til DIF og Grundfos Fondens ”Idrættens Sociale Pris”, der bliver uddelt ved DR’s stort anlagte sportsgalla SPORT 2026 til januar.
Tea Petersen
27. okt. 2026
VSK Aarhus, Sønderlundskvarterets Idrætsforening i Roskilde (SIF) og Sørby Esport er nomineret til DIF og Grundfos Fondens ”Idrættens Sociale Pris”, der bliver uddelt ved DR’s stort anlagte sportsgalla SPORT 2026 til januar.

Tre foreninger er nu i finalen og kæmper om Idrættens Sociale Pris 2026 efter at være blevet udvalgt blandt mere end 50 kandidater. Prisen hylder idrætsinitiativer, der gør en særlig indsats for at styrke trivsel og skabe inkluderende fællesskaber for mennesker, der møder særlige udfordringer i livet.

Bag Idrættens Sociale Pris står Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Grundfos Fonden, og vinderen anerkendes og fejres ved DR’s sportsgalla SPORT 2026 den 9. januar næste år.

”De tre finalister viser på hver deres måde, hvilken særlig kraft idrætten har til at samle mennesker og skabe stærke fællesskaber. Med udgangspunkt i lokale idrætsmiljøer skaber de plads til forskellighed og giver mennesker mulighed for både at høre til og bidrage. Det er netop her, idrætten kan gøre en helt særlig forskel for både den enkeltes trivsel og fællesskabet,” siger fondsdirektør Kim Nøhr Skibsted fra Grundfos Fonden.

Fodbold, gymnastik og e-sport

Dette efterår modtog DIF’s sekretariat flere indstillinger til prisen end nogensinde før. Mere end 50 initiativer, foreninger eller enkeltpersoner blev indstillet. En intern jury udvalgte 10 kandidater, der blev sendt videre til prisens eksterne jury bestående af en bred sammensætning af mennesker, der beskæftiger sig med socialområdet. Den eksterne jury har nu nomineret tre finalister.

Udgangspunktet for de tre er fælles – de gør hver især deres ypperste for at inkludere flest mulige i idræt og sociale fællesskaber, men arenaen, de opererer i, er forskellig. I år ser vi derfor både en fodboldklub, en gymnastikforening og en e-sportsklub i kampen om prisen.

De nominerede er:

  • VSK Aarhus:
    VSK Aarhus har gjort det sociale ansvar til en integreret del af foreningen og skaber nye muligheder for mennesker med forskellige udfordringer gennem blandt andet CP-fodbold (cerebral parese), OMBOLD og Startblokken. Samtidig rækker indsatsen ud over klubbens egne rammer og når mennesker, der ellers ikke ville finde vej til foreningslivet. Med en bred vifte af sociale tilbud viser VSK Aarhus, hvordan en idrætsforening kan tage et aktivt medansvar for at løse sociale udfordringer i lokalsamfundet. Læs mere om VSK Aarhus' nominering her.
  • Sønderlundskvarterets Idrætsforening i Roskilde (SIF):
    Sønderlundskvarterets Idrætsforening gør en særlig indsats for at give både børn, unge og voksne med særlige behov adgang til idrættens fællesskaber – også når der er økonomiske eller sociale barrierer. Det sociale ansvar er en naturlig del af foreningens DNA. Foreningen hjælper blandt andet børn og unge, der står uden for foreningslivet, ind i et aktivt fritidsliv med bedre trivsel og nye venskaber. Det sker gennem tætte samarbejder med skoler, institutioner og kommunen. Læs mere om SIF's nominering her.

  • Sørby Esport:
    Sørby Esport bruger gaming som indgang til fællesskaber for børn og unge, der kan have svært ved at finde plads i traditionelle idrætstilbud. Gennem målrettede aktiviteter og stærke samarbejder skaber foreningen nye relationer, frivillige roller og muligheder for at nærme sig job og uddannelse. Indsatsen viser, hvordan en fælles interesse kan blive afsæt for både personlig udvikling og social deltagelse. Læs mere om Sørby Esports nominering her.

Vinderen vælges frem mod SPORT 2026 af DIF’s administrerende direktør, Morten Mølholm Hansen, og fondsdirektør i Grundfos Fonden, Kim Nøhr Skibsted. Ud over anerkendelsen følger en check på 75.000 kroner til brug i foreningen.

Kriterier for udvælgelsen

Juryen har vurderet kandidaterne ud fra en række kriterier. Der er blandt andet lagt vægt på, om initiativerne har skabt større opmærksomhed om minoriteter i idrætten eller forbedret deres vilkår, bidraget til øget trivsel og livskvalitet blandt bestemte grupper eller gjort en særlig forskel for lokalsamfundet.

”Vi har tre stærke kandidater i år, der alle viser en solid bredde i deres sociale indsatser. De rummer hver især mange forskellige tiltag med målet om at omfavne flest mulige i idrættens fællesskaber. Og det er stærkt. I år har også e-sporten fået en plads. I Sørby gør man nemlig også meget for at styrke brugernes sundhed og sætter fokus på behovet for både bevægelse og sunde vaner,” siger DIF's administrerende direktør, Morten Mølholm Hansen.

Fakta

Idrættens Sociale Pris

Sociale indsatser på idrætsområdet gør en stor forskel for mange, der har det svært. Indsatserne er således med til at løfte et samfundsansvar, som Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Grundfos Fonden anerkender med Idrættens Sociale Pris.

Prisen uddeles for fjerde gang, når idrætten hyldes ved SPORT 2026 i Boxen i Herning den 9. januar. Et gallaevent, der vises på DR1.   

Læs mere om prisen her. 

Flere nyheder om Idrættens Sociale Pris