VSK Aarhus i finalen om Idrættens Sociale Pris 2026

VSK Aarhus er nomineret til DIF og Grundfos Fondens Idrættens Sociale Pris 2026.
Fodboldklubben VSK Aarhus er blandt de tre finalister til Idrættens Sociale Pris 2026. Bag prisen står Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Grundfos Fonden. Klubben er nomineret for sit omfattende sociale arbejde, hvor fodbolden bruges til at skabe fællesskaber, styrke trivslen og åbne nye muligheder for mennesker, der møder særlige udfordringer i livet.
Tea Petersen
27. okt. 2026
Fodboldklubben VSK Aarhus er blandt de tre finalister til Idrættens Sociale Pris 2026. Bag prisen står Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Grundfos Fonden. Klubben er nomineret for sit omfattende sociale arbejde, hvor fodbolden bruges til at skabe fællesskaber, styrke trivslen og åbne nye muligheder for mennesker, der møder særlige udfordringer i livet.

VSK Aarhus er nået gennem nåleøjet i kampen om Idrættens Sociale Pris 2026. Blandt mere end 50 indstillede initiativer fra hele landet er den aarhusianske fodboldklub nu udvalgt som en af blot tre finalister.

Bag prisen står Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Grundfos Fonden, der hvert år hylder idrætsinitiativer, som gør en særlig indsats for at skabe trivsel og inkluderende fællesskaber.

Vinderen bliver hyldet ved DR's store sportsgalla SPORT 2026 den 9. januar, hvor der også følger en check på 75.000 kroner med prisen.

En fodboldklub med plads til flere

I VSK Aarhus handler fodbold om meget mere end resultaterne på banen. Klubben har gjort det sociale ansvar til en integreret del af foreningen og skabt en bred vifte af tilbud, der giver mennesker med forskellige forudsætninger mulighed for at blive en del af idrættens fællesskaber.

Gennem initiativer som CP-fodbold (cerebral parese), Stjernehold, OMBOLD og Startblokken arbejder klubben blandt andet med børn med særlige behov, voksne med sociale udfordringer og unge uden job eller uddannelse.

Indsatserne giver deltagerne mulighed for at udvikle sig, tage ansvar og blive en del af et fællesskab. Blandt andet har flere OMBOLD-spillere fået fleksjob, mens unge gennem Startblokken får mulighed for at prøve kræfter med opgaver i klubben og tage nye skridt mod arbejdsmarkedet.

Med aktiviteter på blandt andet folkehuse og i botilbud bringer VSK Aarhus fællesskabet ud til mennesker, som ellers ikke selv ville opsøge foreningslivet.

”Man mærker glæden ved at give noget – og man får så meget igen. Derfor er det faktisk en vigtig del af vores strategi, at vi skal invitere andre end dem, der helt traditionelt finder vej til fodboldklubben, ind i vores fællesskaber. Vi vil gerne være et sted for alle – hvor man både møder succeser og modstand og lærer noget om sig selv sammen med andre,” siger direktør Jens Isbak fra VSK Aarhus og tilføjer:

”Vi er selvfølgelig stolte af den anerkendelse, der følger med Idrættens Sociale Pris, men vi er faktisk stolte hver dag, når vi påtager os det ansvar, som vi synes hører sig til. Der ydes en stor indsats fra vores frivillige både på banen og i klubhuset – det er dem, der fortjener anerkendelse, for de er hverdagens helte og gør en kæmpe forskel i vores sociale arbejde”.

Idrætten kan gøre en særlig forskel

Det er netop bredden i det sociale arbejde og evnen til at skabe konkrete muligheder for mennesker med forskellige udfordringer, der har været med til at sikre VSK Aarhus en plads i finalen.

”De tre finalister viser på hver deres måde, hvilken særlig kraft idrætten har til at samle mennesker og skabe stærke fællesskaber. Med udgangspunkt i lokale idrætsmiljøer skaber de plads til forskellighed og giver mennesker mulighed for både at høre til og bidrage. Det er netop her, idrætten kan gøre en helt særlig forskel for både den enkeltes trivsel og fællesskabet,” siger fondsdirektør Kim Nøhr Skibsted fra Grundfos Fonden.

VSK Aarhus har i dag mere end 1.500 medlemmer, og klubbens sociale arbejde er blevet udbygget gennem de seneste år. De mange forskellige indsatser viser, hvordan en lokal idrætsforening kan spille en aktiv rolle i arbejdet med sociale udfordringer og skabe nye muligheder for mennesker i lokalsamfundet.

I stærkt selskab om prisen

VSK Aarhus er nomineret sammen med Sørby Esport og Sønderlundskvarterets Idrætsforening i Roskilde.

De tre foreninger er udvalgt af en ekstern jury, der blandt andet har lagt vægt på initiativernes betydning for trivsel, livskvalitet og lokalsamfundet samt deres evne til at skabe plads til flere i idrættens fællesskaber.

Den endelige vinder udpeges af DIF's administrerende direktør, Morten Mølholm Hansen, og fondsdirektør Kim Nøhr Skibsted fra Grundfos Fonden.

Vinderen afsløres ved SPORT 2026 i Boxen i Herning den 9. januar, hvor Idrættens Sociale Pris uddeles for fjerde gang.

FAKTA

Idrættens Sociale Pris

Idrættens Sociale Pris er stiftet af Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Grundfos Fonden for at anerkende sociale idrætsindsatser, der gør en særlig forskel for mennesker og fællesskaber.

Prisen uddeles ved SPORT 2026 den 9. januar 2027 og ledsages af 75.000 kroner til den vindende forening.

Prisuddelingen vises på DR1.

Læs mere om prisen her. 

Flere nyheder om Idrættens Sociale Pris