Også blandt forældrene er der sket en markant ændring. Både i tilgangen og i tilslutningen til at give en hånd med i foreningen.
”Det hjalp virkelig, at Mikkel (den børne- og ungeansvarlige, red.) tog et kig på vores forening udefra med alle vores indgroede måde at gøre tingene på. Vi havde en meget klassisk tilgang til at involvere forældre som frivillige, der ikke tog højde for den travle hverdag, mange har. Nu er det sat helt anderledes i system, hvor vi er meget mere konkrete med, hvilke typer af opgaver, de kan hjælpe os med. Det har vi både fået god feedback og flere hænder på,” siger Jesper.
Fra krig til kolleger
I Skive sidder fodboldklubben sammen med Skive forenede Håndboldklubber og Skive Atletik- og Motionsklub i den lokale klynge, og det har betydet en verden til forskel på den måde, man taler om og med hinanden.
”Der har været en kultur, hvor vi har set hinanden som konkurrenter om de samme børn, og man har bekriget hinanden. Der var det en stor åbenbaring at blive sat i lokale sammen, og vi mødes nu månedligt og deler og diskuterer erfaringer med vores udviklingsarbejde især på børneområdet,” siger Jesper.
Netop det tætte samarbejde på tværs af foreningerne har været én af de udslagsgivende faktorer for, at foreningerne nu har valgt at forlænge indsatsen med yderligere et år med støtte fra en lokal pulje, og at samarbejdet er blevet fulgt tæt af kommunen og det lokale idrætssamvirke.
”Der er ikke nogen tvivl om, at vi går glip af rigtig meget viden og udvikling, hvis vi lukker os for meget om os selv i foreningen. Forhåbentlig kan kommunens involvering og vores gode kontakt medvirke til, at de gode tiltag også kommer resten af kommunens foreninger til gode,” siger Jesper.