Er jeres forening klar til en ny sæson?

En ny sæson står for døren, og rundt omkring i landets idrætsforeninger er haller, baner og klubhuse igen fyldt med liv. Det er tid til at få de praktiske ting på plads og skabe gode rammer for den nye sæson. Her er 5 gode råd til en god sæsonstart.
Ditte Buxbom Friis
17. aug. 2026
En ny sæson står for døren, og rundt omkring i landets idrætsforeninger er haller, baner og klubhuse igen fyldt med liv. Det er tid til at få de praktiske ting på plads og skabe gode rammer for den nye sæson. Her er 5 gode råd til en god sæsonstart.

Giv frivilligheden et eftersyn

Ingen frivillige - ingen forening. Derfor er sæsonstarten også et godt tidspunkt til at overveje, hvordan I tager imod, involverer og fastholder de frivillige, der får hverdagen til at hænge sammen.

Frivillige har forskellige motivationer, kompetencer og ønsker til deres engagement. Nogle vil gerne være en del af fællesskabet hver uge, mens andre måske hellere vil hjælpe til ved enkelte arrangementer. Det stiller krav til foreningen om at skabe flere forskellige måder at være frivillig på.

DIF har samlet en række råd og værktøjer til arbejdet med frivillighed, hvor I blandt andet finder inspiration til en frivillighedsstrategi og til at få en frivilligansvarlig i foreningen.

Læs mere om frivillighed

Styrk dine trænere til den nye sæson

Trænerne er nogle af de vigtigste personer i foreningen, når det handler om at skabe gode oplevelser for medlemmerne. Derfor er sæsonstarten også et godt tidspunkt til at spørge: Hvordan hjælper vi vores trænere med at blive endnu bedre?

DIF's Trænerløft gør det nemt at komme i gang. Med Trænerløftet kan trænerne bruge omkring 20 minutter på at få nye perspektiver på deres egen trænerrolle og træningsmiljø.

Et stærkere trænerfagligt fundament kan gøre det lettere at planlægge træningen, skabe gode relationer til udøverne og håndtere de situationer, der opstår på holdet. Dette kan give trænere flere værktøjer og større sikkerhed i rollen.

Derudover findes DIF's træneruddannelser på tværs af idrætsgrene. F.eks. giver DIF Træner 1 en introduktion til trænerrollen og til, hvordan man skaber et motiverende idrætsmiljø.

Tag Trænerløftet og løft trænerniveauet på 20 minutter

Få styr på GDPR i foreningen

Nye medlemmer, nye hold, nye trænere og måske nye digitale systemer. Sæsonstart betyder ofte, at der bliver indsamlet og håndteret en masse personoplysninger.

Som forening har I ansvar for at overholde reglerne om persondatabeskyttelse. DIF har netop samlet et nyt GDPR-univers med materialer og skabeloner, der kan hjælpe jer med arbejdet.

Læs mere om frivillighed

Gør lidt – det er bedre end ingenting

Bæredygtighed kan måske føles som endnu en opgave på en allerede lang to-do-liste. Men det behøver ikke starte med et stort projekt.

Det kan være at se på transporten til kampene, genbruge udstyr og tøj, tænke over mad og drikke eller gøre jeres arrangementer lidt grønnere. De fysiske rammer er også værd at kigge på, da bygninger og faciliteter udgør en væsentlig del af idrættens klimaaftryk.

Få grønne tips og tricks til foreningen

HUSK, når I står på gulvet

Trivsel er ikke kun noget, der hører hjemme i bestyrelseslokalet. Det er også noget, der sker i mødet mellem træner og udøver – fra det øjeblik børnene kommer til træning, til de går hjem igen.

HUSK står for Hils, Ups, Smil og Klap og giver konkrete greb til at skabe trygge miljøer og stærke fællesskaber, hvor børn og unge føler sig set, tør at lave fejl, bevarer glæden og oplever anerkendelse.

Og hvis nogle børn eller unge har det svært, findes der også et særligt OBS-værktøj, som kan hjælpe trænere og foreninger med at være opmærksomme på tegn på mere akut mistrivsel.

Bliv klogere på HUSK og OBS

Flere nyheder