DIF Skole OL-finalen er skudt i gang med 7.808 børn fra hele landet
Knap 8.000 skoleelever fra hele Danmark samles i denne uge i København til kæmpe idrætsfest for børn. Med indmarch, åbningsceremoni og tænding af den børneolympiske ild blev DIF Skole OL-finalen tirsdag formiddag officielt skudt i gang.
Fra den 9.-12. juni skal 7.808 elever fra 4.-8. klasse dyste i en række forskellige idrætsgrene i og omkring Sundby Idrætspark. Eleverne har kvalificeret sig gennem årets mange lokale Skole OL-stævner, som har samlet børn fra hele landet.
Men DIF Skole OL-finalen handler om mere end medaljer og placeringer. Fællesskab, bevægelsesglæde og oplevelser med klassen er mindst lige så vigtige som resultaterne i konkurrencerne. Med klassiske OL-elementer som fakkeltænding og indmarch får eleverne samtidig en oplevelse af at være en del af noget større.
Idræt og fællesskab går hånd i hånd
Formand for Danmarks Idrætsforbund, Hans Natorp, glæder sig til endnu en gang at opleve den særlige stemning ved Skole OL-finalen.
"Som Danmarks største børne- og ungeorganisation har vi et særligt ansvar for at skabe gode idrætsoplevelser for børn og unge. DIF Skole OL-finalen er et fantastisk eksempel på, hvordan idrætten kan samle børn på tværs af landet og give dem oplevelser, fællesskaber og minder, som rækker langt ud over dagene her i København,” siger Hans Natorp, formand i Danmarks Idrætsforbund.
København danner rammen om årets finale
DIF Skole OL bygger bro mellem skolens fællesskaber og idrættens fællesskaber. Derfor ser Københavns Kommune også finalen som en mulighed for at give børn oplevelser, der styrker både trivsel, sammenhold og lysten til at være aktive.
"Det er fantastisk at se den energi og glæde, eleverne bringer med sig til Skole OL. Bevægelse kan noget helt særligt, når det sker i fællesskab. Det flytter fokus fra den enkelte til holdet, og når eleverne griner, får pulsen op og hepper sammen, styrker det båndene og trivslen i klassen. De minder og det stærke sammenhold, de skaber til Skole OL, tager de med sig direkte tilbage i klasselokalet," siger Jakob Næsager, der er børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune.
At samle børn fra hele landet om idræt og fællesskab er netop en af ambitionerne med Københavns værtskab for DIF Skole OL-finalen.
”Det bliver fantastisk at se Sundby Idrætspark blive omdannet til et OL-stadion for folkeskolerne, når tusindvis af glade elever mødes til Skole OL-finalerne. Det er kulminationen på et skoleår, hvor eleverne har snøret skoene, trukket i holdtrøjerne og kastet sig ud i nye idrætsgrene. Foran dem står nu nogle inspirerende finaledage, og jeg er stolt over, at vi i København endnu engang giver plads til idrætten, fællesskabet og de store oplevelser," siger Christopher Røhl, der er kultur-, fritids- og borgerserviceborgmester i Københavns Kommune.
Tilmeldingstal for finalen 2026
- 7.808 elever
- 359 klasser
- 205 skoler fra 67 kommuner
- 9 sportsgrene: Atletik, bordtennis, bowling, bueskydning, cricket, orienteringsløb, roning, teenvolley og svømning.
- 400 frivillige
Klassetrin fordelt på ugen:
- Tirsdag 9. juni: 7. og 8. klasser fra hele landet dyster i atletik, orienteringsløb, roning og teenvolley.
- Onsdag 10 juni: 6. klasser fra hele landet dyster i atletik, bueskydning, cricket, roning, orienteringsløb og teenvolley
- Torsdag 11. juni: 5. klasser fra hele landet dyster i atletik, bowling, bordtennis, bueskydning, cricket, orienteringsløb og svømning.
- Fredag 12. juni: 4. klasser fra hele landet dyster i atletik, bowling, bordtennis, orienteringsløb og svømning.
Pressekit for finalen:
Find pressekit for finalen her med flere informationer omkring finalen.
Alle deltagende skoler / klasser:
Her er en liste over alle de deltagende skoler og klasser til Skole OL-finalen 2026.