FIBU

Send jeres unge på lederuddannelse i foråret

I Fremtidens Idræt for Børn og Unge arbejder vi målrettet for at uddanne fremtidens ledere i foreningslivet. Vi er på jagt efter de første 100 unge i foråret, og vi har brug for jeres hjælp!
Jonas Hjortdal
3. feb. 2026
I Fremtidens Idræt for Børn og Unge arbejder vi målrettet for at uddanne fremtidens ledere i foreningslivet. Vi er på jagt efter de første 100 unge i foråret, og vi har brug for jeres hjælp!

Unge engagerer sig i stigende grad som frivillige i foreningerne, men alt for få deltager i udvalgs- og bestyrelsesarbejdet, hvor beslutningerne træffes. Det betyder, at foreningerne går glip af de unges idéer, perspektiver og energi.

Det ønsker vi at ændre på!

Med Unglederuddannelsen vil vi i DIF give unge de kompetencer og den motivation, der skal til for at tage aktiv del i udviklingen af foreningslivet. Uddannelsen er udviklet med udgangspunkt i de unges egne ønsker og holdninger til relevante emner, og er udarbejdet i tæt samarbejde med forbund, foreninger og unge selv. Forløbet er gennemtestet og justeret på baggrund af et omfattende testforløb med 150 unge over det seneste halve år.

Hvem kan tage uddannelsen?

Uddannelsen er bygget til de unge og kombinerer teori og praksis på en måde, der er direkte anvendelig i hverdagen. Den består af fire kursusdage fordelt over to weekender. Mellem de to weekender arbejder deltagerne med et konkret projekt i deres egen forening, så læringen omsættes til handling med det samme.

Derfor har vi brug for jeres opbakning som forening. Når I skaber plads til de unge og støtter dem i deres engagement, giver I dem de bedste forudsætninger for at tage ansvar og bidrage aktivt.

Unglederuddannelsen henvender sig til unge i alderen 16 til 22 år, som er særligt motiverede og nysgerrige på det demokratiske arbejde i foreningslivet. Uddannelsen er målrettet unge, der har lyst til at engagere sig i ledelse og beslutningsprocesser, og som ønsker at arbejde med ledelse på et lidt højere refleksivt niveau.

Vi har brug for jeres hjælp til at udpege de unge, der har lysten og interessen for at engagere sig mere i foreningsarbejdet. Hvis I gør dem opmærksomme på muligheden og bakker op om dem i hverdagen, er vi sikre på, at det vil komme både de unge og jeres forening til gavn.

Tid og sted for uddannelsen

Vi gennemfører fem forløb i foråret og sensommeren med opstart i både Øst og Vest. Herunder kan I se en oversigt over disse:

ØST
Sted: Idrættens Hus, Brøndby

Forløb 1
Weekend 1: 28. februar og 1. marts
Weekend 2: 29. og 30. august

Forløb 2
Weekend 1: 25. og 26. april
Weekend 2: 19. og 20. september

Forløb 3
Weekend 1: 9. og 10. maj
Weekend 2: 3. og 4. oktober

VEST
Sted: Vejen Idrætscenter

Forløb 1
Weekend 1: 7. og 8. marts
Weekend 2: 5. og 6. september

Forløb 2
Weekend 1: 2. og 3. maj
Weekend 2: 26. og 27. september

Pris

Prisen for deltagelse er 1.000 kroner pr. deltager. Prisen dækker både overnatning og forplejning i begge weekender.

"Uddannelsen er bygget til de unge og kombinerer teori og praksis på en måde, der er direkte anvendelig i hverdagen."

Fakta

Fremtidens Idræt for Børn og Unge

  • A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har bevilget 85 mio. kr. til projektet ’Fremtidens idræt for børn og unge’, der er udviklet af og drives af Danmarks Idrætsforbund.

  • ‘Fremtidens idræt for børn og unge’ er et ambitiøst og omfattende projekt, som løber over de næste fem år.

  • Danmarks Idrætsforbund er paraplyorganisation for 62 danske specialforbund.

  • Under Danmarks Idrætsforbund er der i runde tal 6.000 børne- og ungdomsforeninger og 900.000 medlemmer under 18 år. 

  • Projektindsatserne er mange under følgende overskrifter: øge kapaciteten, trænerløfte og trivsel, involvering og rekruttering samt synlighed og videndeling.  

  • Se mere om programmet: www.dif.dk/bornogunge

Flere nyheder