Ny indsats

Fremtidens idræt for børn og unge

Med støtte fra A.P. Møller Fonden udvikler DIF i samarbejde med specialforbundene fremtidens idræt for børn og unge. Programmet er opstartet i 2023 og kører i fem år.

Om programmet

Som Danmarks største børne- og ungdomsorganisation med omkring 800.000 medlemmer under 18 år er det os, der i de kommende fem år skal sikre programmets fremdrift. Dette vil ske i samarbejde med specialforbund og foreninger, ligesom de unge selv vil blive involveret i udviklingen.  

Programmet rummer overordnet fire store indsatsområder. Indsatserne understøtter målsætningerne i DIF’s politiske program, som er udviklet i samarbejde med specialforbundene. Flere af indsatserne er fortsat under udvikling, og der vil derfor løbende følge mere information om projektet. 

Programmets fire indsatsområder

Fremtidens idræt for børn og unge (FIBU) rummer fire overordnede indsatsområder, der er beskrevet herunder.

1. indsats

Øge kapaciteten

Vi vil udvikle og understøtte arbejdet med børn og unge lokalt i foreningerne. Dette indebærer blandt andet ansættelsen af 30 børne- og ungeansvarlige, der lokalt skal styrke arbejdet i minimum 70 udvalgte spydspidsforeninger. Erfaringerne fra disse foreninger vil i løbet af projektperioden blive udbredt til landes øvrige idrætsforeninger gennem 30 nationale udviklingsforløb for foreningsfrivillige. I projektets sidste år vil op til 60 foreninger yderligere får mulighed for at søge om tilskud til delfinansiering af en lokal børne- og ungeansvarlig.    

De første spydspidsforeninger er fundet

2. indsats

Styrke fundamentet

Primært omhandler denne indsats implementeringen af et trænerløfte, der skal være med til at bevidstgøre trænerne om, hvordan det gode træningsmiljø helt basalt skabes, samtidig med at de etisk forpligter sig til at skabe den gode, trivselsfremmende og udviklende træning for børn og unge. Konkret skal 80.000 børne- og ungetrænere aflægge trænerløfte inden 2027, og inden 2033 er det målet, at 90 % af alle børne- og ungetrænere i Danmark har aflagt trænerløfte. Derudover vil vi blandt andet udvikle en ny trivselsmodel, og rundt om i Danmark skal der over de næste fem år afholdes 60 trivselsworkshops. 

3. indsats

Rekruttering og involvering

Sammen med specialforbund og foreninger – og ikke mindst sammen med de unge – vil vi udvikle nye tilbud og initiativer, der bringer idrætten og de unge sammen.

Vi vil screene 6000 foreninger for faktorer, der har gjort en forskel for at involvere og rekruttere unge i foreningsfællesskabet, og projektet vil også udvikle tilbud til unge, der ikke normalt kommer i foreningslivet, i lokale innovationshubs sammen med unge og specialforbund. Disse vil også have fokus på at sætte rammen for arbejdet med de unge som fremtidens foreningsledere.

Gaming, esport og digitale fællesskaber fylder meget i mange børn og unges hverdag, og vi vil arbejde for øget fysisk aktivitet i esporten. Vi vil samtænke computerspil og bevægelse på en sjov og meningsfuld måde - med respekt for esporten.

4. indsats

Synlighed og videndeling

Synlighed og videndeling bliver et centralt element i indsatsen. Gennem en national Frivillighedskonference og foreningskampagner, Idrættens Topmøde for Unge samt gaming- og esportsevent vil vi arbejde målrettet for at promovere de erfaringer, vi løbende får gennem indsatserne, åbne mikrofonerne for de unge, så de bliver set og hørt samt skabe synlighed omkring ungekulturen.

Nyheder om programmet

Udvalgte mål inden 2027

80.000

trænere skal aflægge trænerløfte

50.000

nye børnemedlemmer rekrutteres

130

børne- og ungeansvarlige er ansat lokalt

10

innovationshubs iværksat

15

foreningslaboratorier oprettet

60

trivselsworkshops skal afholdes

Vil du vide mere om programmet?

Hvis du vil have en lidt dybere indsigt i FIBU, så tjek den forenklede projektbeskrivelse, der kan downloades herunder. Dokumentet giver et kort overblik over indsatsen, viser måltallene og uddyber til sidst de enkelte indsatsområder.

Om A. P. Møller Fonden

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal (A.P. Møller Fonden) er en erhvervsdrivende fond, som blev stiftet i 1953 af skibsreder A.P. Møller. Fonden blev etableret med det formål at sikre, at virksomheden A.P. Møller - Mærsk fremover også blev drevet i A.P. Møllers ånd samt at støtte en række områder, som havde særlig betydning for skibsrederen. Heriblandt almennyttige formål, fx uddannelse, forskning, sociale formål, sport og fritid, bevaring af bygninger af kulturhistorisk værdi og en række øvrige kulturelle formål.

Læs mere om fonden her: www.apmollerfonde.dk

 

For mere information kontakt