Frivillighed

Andelen af unge ledere falder: I Odense Roklub har de knækket koden

Mens kun 7 procent af bestyrelsesmedlemmerne i de danske idrætsforeninger er under 30 år, har man i Odense Roklub fundet en formel på at engagere de unge. Men det kræver, at man møder dem med åbne arme, lyder erfaringerne.
Jonas Hjortdal
7. jan. 2026
Mens kun 7 procent af bestyrelsesmedlemmerne i de danske idrætsforeninger er under 30 år, har man i Odense Roklub fundet en formel på at engagere de unge. Men det kræver, at man møder dem med åbne arme, lyder erfaringerne.

Der kommer generelt flere frivillige i landets idrætsforeninger, men andelen af unge i bestyrelser og udvalg falder. En ny undersøgelse fra Videncenter for Folkeoplysning viser, at blot 7 procent af bestyrelsesmedlemmer er under 30 år, og tendensen er nedadgående, viser de årlige frivilligtal fra landets største idrætsorganisationer DIF og DGI.

Mens der generelt kommer færre unge ledere i idrætsforeningerne, så er Odense Roklub gået den stik modsatte vej. Her er fire ud af otte medlemmer af bestyrelsen 30 år og under. Det har ifølge formand Ida Marie Nielsen krævet en aktiv beslutning og et arbejde:

”Hvis jeg skal generalisere lidt, så tror sjældent kvinder og unge brager fremad og kræver en plads i bestyrelsen. De skal i højere grad inviteres og tydeligt opleve, at der er brug for netop deres stemme. Jeg skulle selv prikkes, før jeg meldte mig som formandskandidat. Derfor har jeg opfordret flere til at søge indflydelse i bestyrelsen og skabe et rum, hvor alle føler sig hørt,” siger hun.

I DIF arbejder man på at få flere unge ind på lederposterne. Blandt andet gennem en uddannelse af unge ledere i ’Fremtidens Idræt for Børn og Unge’ med støtte fra A.P. Møller Fonden:

”Det giver bedre beslutninger, hvis flere målgrupper er repræsenteret i vores bestyrelser. Derfor har vi skræddersyet en uddannelse, der er meget praktisk og i øjenhøjde med de unge. Samtidig laver vi forløbet i samarbejde med foreningerne, så vi sikrer os, at de unge også kan prøve deres nye viden af i praksis sideløbende med uddannelsen. På den måde forpligter vi både de unge og deres foreninger,” siger Karin Ingemann, der er udviklingschef i DIF.

Inddragelse i forskellige niveauer
Planen er, at 1000 unge skal igennem DIF Unglederuddannelsen. I Odense Roklub har de dog ikke valgt at stoppe indsatsen ved bestyrelsen. Også de helt unge roere skal opleve at blive taget alvorligt:

”Mange af vores helt unge følte ikke, at deres forslag kom videre. Vi holdt sidste år et medlemsmøde, hvor der kom forslag om at inddrage de helt unge stemmer i arbejdet. Det har ført til, at vi har fået to ungerepræsentanter under 18 med på bestyrelsesmøderne. Her er det endnu mere afgørende med et trygt rum, hvor de oplever at møde anerkendelse for deres bidrag, og meget gerne sammen med nogen, de kender,” fortæller Ida.

Og de første konkrete initiativer er allerede sat i søen:

”De to ungerepræsentanter har stået i spidsen for et Åbent Hus-arrangement. Og det betyder noget for gennemsnitsalderen på de fremmødte, når det er en yngre målgruppe, der står for at invitere” siger Ida Marie Nielsen.

Fakta om unge i bestyrelser:

  • Kun 7 procent af bestyrelsesmedlemmer i idrætsforeninger er under 30 år
  • 62 procent er over 50 år, og 20 er 70 år eller derover
  • Andelen af unge bestyrelsesmedlemmer er dalende
  • Til gengæld er et stigende antal unge frivillige som trænere

(Kilder: Videncenter for Folkeoplysning og DIF)

"Det er afgørende med et trygt rum, hvor de unge oplever at møde anerkendelse for deres bidrag, og meget gerne sammen med nogen, de kender."
Ida Marie Nielsen, formand i Odense Roklub

Fakta om Fremtidens Idræt for Børn og Unge

  • A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har bevilget 85 mio. kr. til projektet ’Fremtidens idræt for børn og unge’, der er udviklet af og drives af Danmarks Idrætsforbund.
  • ‘Fremtidens idræt for børn og unge’ er et ambitiøst og omfattende projekt, som løber over de næste fem år.
  • Danmarks Idrætsforbund er paraplyorganisation for 62 danske specialforbund.
  • Under Danmarks Idrætsforbund er der i runde tal 6.000 børne- og ungdomsforeninger og 900.000 medlemmer under 18 år. 
  • Projektindsatserne er mange under følgende overskrifter: øge kapaciteten, trænerløfte og trivsel, involvering og rekruttering samt synlighed og videndeling.  
  • Se mere om programmet: www.dif.dk/bornogunge

Flere nyheder