Foreningspulje

Nu åbner DIF og DGI’s foreningspulje igen

Fra den 1. februar kan alle foreninger igen søge om økonomisk støtte fra den populære DIF og DGI’s foreningspulje. Der er cirka 50 millioner til uddeling.
Lars Hestbech
29. jan. 2026
Fra den 1. februar kan alle foreninger igen søge om økonomisk støtte fra den populære DIF og DGI’s foreningspulje. Der er cirka 50 millioner til uddeling.

Hvert år får tusindvis af foreninger økonomisk støtte, når de søger DIF og DGI’s foreningspulje. Det er støtte til alt blandt andet sociale arrangementer, materialer, rekvisitter og opstart af nye aktiviteter.

Nu har foreningerne igen mulighed for at få støtte, når puljen åbner den 1. februar for 2026-ansøgninger.

Det er først til mølle, og man kan søge i to beløbskategorier: 0-25.000 kroner og 25.001-300.000 kroner.

Den første pulje lukker for ansøgninger, når 50 procent af midlerne er bevilget, og åbner igen for ansøgning den 1. juli, hvor resten af midlerne kommer i spil.

Gælder for alle foreninger

Puljen har eksisteret siden 2018, og efterhånden har en del foreninger fået midler flere gange. Puljen er dog ikke forbeholdt foreninger, som tilhører de store organisationer. Den henvender sig til alle foreninger, så send budskabet videre, hvis du kender en forening uden for det etablerede foreningsliv, som kunne have gavn af tilskud fra puljen.

Foreninger under DIF og DGI, som vil søge puljen, skal logge på medlemstal.dk med de samme loginoplysninger, som de benytter, når de indrapporterer medlemstal. Foreninger, som ikke er organiseret i DIF eller DGI, skal bare sende en mail til info@foreningspulje.dk og bede om adgang.

Læs meget mere om puljen og se, hvordan du ansøger her.

Om DIF og DGI's Foreningspulje

DIF og DGI’s Foreningspulje har eksisteret siden 2018 og har gjort en stor forskel i tusindvis af foreninger. Også i 2026 er der 50 millioner kroner til uddeling, og foreningerne kan søge midler til blandt andet:

Rekruttering og fastholdelse: Tiltag, der får flere medlemmer og frivillige til at deltage i foreningen.

Nye aktiviteter: Opstart af nye sportsgrene, træningstilbud eller sociale arrangementer.

Udstyr og faciliteter: Indkøb af materialer eller mindre forbedringer af faciliteter.

Uddannelse og udvikling: Kurser til trænere og ledere eller workshops, der styrker foreningens kompetencer.

Inklusion: Projekter, der fremmer diversitet og inkluderer udsatte grupper.

Flere nyheder