De mindste børn er markant mere aktive i idrætsforeninger

Fremgangen skyldes en kombination af skræddersyede tilbud, fokus på leg og basale færdigheder og involvering af forældre.
Skræddersyede tilbud til de mindste har gjort, at børn starter tidligere i idrætsforeningerne. Der er dog fortsat en ulighed i deltagelsen, der ifølge DIF kalder på bedre samarbejde på tværs af foreninger og kommunale institutioner.
Jonas Hjortdal
2. nov. 2025
Skræddersyede tilbud til de mindste har gjort, at børn starter tidligere i idrætsforeningerne. Der er dog fortsat en ulighed i deltagelsen, der ifølge DIF kalder på bedre samarbejde på tværs af foreninger og kommunale institutioner.

78 procent af de små børn fra 3-6 år var i 2024 aktive i en idrætsforening. Det er en stigning fra 65 procent i 2020. Blandt de 6-årige er andelen helt oppe på 84 procent. Det viser en ny undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut (Idan).

De høje tal vækker glæde hos Danmarks Idrætsforbund, der som Danmarks største børne- og ungeorganisation har flere end 900.000 medlemmer op til 18 år.

”Det bekræfter den tendens, vi også ser i vores medlemstal, hvor vi ser rigtig flot fremgang blandt de mindste årgange. Det er et resultat af det store arbejde, vores idrætter og foreninger gør for at skabe tilbud, der er skræddersyet for de mindste, og hvor legen, idrætsglæden og den motoriske udvikling er i fokus de første år,” siger Karin Ingemann, der er udviklingschef i DIF.

I undersøgelsen skal der tages højde for, at corona-pandemien satte et aftryk på medlemstallene i 2020. Det gør dog på ingen måde op for den store fremgang, idet også DIF og DGI's medlemstal for børn op til 6 år er gået frem med godt 20 procent fra 188.462 til 226.228 fra 2018-2024.

Fortsat social slagside
Mens det altså generelt går fremad for børnetallene, så har forældrenes baggrund fortsat stor betydning for børnenes aktivitetsniveau. Mens 86 procent af børnene af aktive forældre også er aktive i et fritidstilbud, så er tallet 70 procent for børn af ikke-aktive forældre. Der er desuden en sammenhæng mellem forældrenes uddannelsesniveau og børns brug af fritidstilbud.

”Vi har en ambition om, at alle børn skal med i idrætsforeningerne. Hvis vi skal lykkes med det, så kræver det et samarbejde med nogle af de institutioner, hvor børnene har deres daglige gang. Ved at samarbejde med børnehaver og vuggestuer kan vi give alle børn oplevelsen med de aktive fællesskaber og forhåbentlig give både børnene og deres forældre lyst til mere,” siger Karin Ingemann.

I Fremtidens Idræt for Børn og Unge arbejder DIF med støtte fra A.P. Møller Fonden blandt andet med at koble dagtilbud til idrætsforeninger og at støtte landets børne- og ungetrænere gennem et Trænerløfte og en Trivselsmetode med både viden og konkrete øvelser til at løfte trivslen i idrætsforeningen.

Det viser Idan’s undersøgelse:

  • 78 procent af de danske børn fra 3-6 år var aktive i en idrætsforening i 2024. Det er en stigning fra 65 procent i 2020.
  • Tallet er stigende med alderen. Blandt de 3-årige er 62 procent aktive i en forening. Det tal stiger til 69 procent for de 4-årige, 83 procent for de 5-årige og 84 procent for de 6-årige.
  • De mest populære aktiviteter er gymnastik (42 procent), svømning (29 procent) og fodbold (25 procent).

Hent undersøgelsen her.

Fakta om Fremtidens Idræt for Børn og Unge:

  • A.P. Møller Fonden har bevilget 85 mio. kr. til projektet ’Fremtidens idræt for børn og unge’, der er udviklet af og drives af Danmarks Idrætsforbund.
  • ‘Fremtidens idræt for børn og unge’ er et ambitiøst og omfattende projekt, som løber frem til og med 2027.
  • Danmarks Idrætsforbund er paraplyorganisation for 62 danske specialforbund.
  • Under Danmarks Idrætsforbund er der i runde tal 6.000 børne- og ungdomsforeninger og 900.000 medlemmer under 18 år.
  • Projektindsatserne er mange under følgende overskrifter: øge kapaciteten, trænerløfte og trivsel, involvering og rekruttering samt synlighed og videndeling.
  • Se mere om programmet: www.dif.dk/bornogunge