SDU og DIF kortlægger danskernes bevægelsesvaner:

Nye muligheder for idrætsforeninger

Med hjælp fra SDU og 163.000 danskere er der udviklet særlige idrætsprofiler på 61 aktiviteter organiseret under DIF. Materialet kan blandt andet bruges af foreninger og forbund til at finde potentialer i nye idrætstilbud i foreningen eller samarbejde på tværs af idrætter.
Jonas Hjortdal
13. jun. 2024
Med hjælp fra SDU og 163.000 danskere er der udviklet særlige idrætsprofiler på 61 aktiviteter organiseret under DIF. Materialet kan blandt andet bruges af foreninger og forbund til at finde potentialer i nye idrætstilbud i foreningen eller samarbejde på tværs af idrætter.

Hvad karakteriserer den typiske håndboldspiller? Hvem er det, der foretrækker en rask løbetur i naturen? Og hvilke andre bevægelsesaktiviteter er populære blandt gymnaster? For at blive klogere på danskernes idrætsvaner har DIF og SDU udviklet deltagerprofiler på en lang række idrætsaktiviteter med udgangspunkt i det store datasæt fra ’Danmark i Bevægelse’ med 163.000 danskere over 14 år.

”Det er det mest omfattende datasæt, vi nogensinde har haft. Og det er første gang, vi får mulighed for at give så mange af vores idrætter en helt klar profil på deres målgruppe. Det giver en unik indsigt helt ned på idrætsniveau, så vores idrætter og foreninger kan blive klogere på deres medlemmer og udvikle deres tilbud,” siger Christina C. C. Hoffgaard, der er analytiker i DIF.

Selv inden for de idrætter, man normalt opfatter som beslægtede, kan der være stor forskel på kønsfordeling, hyppighed i aktiviteten og den geografiske udbredelse.

Der er i alt 71 bevægelsesaktiviteter, hvoraf de 61 aktiviteter er organiseret under DIF. Det er for hver af disse 61 aktiviteter, at der nu er lavet individuelle deltagerprofiler, som kortlægger udøverne meget detaljeret. De resterende ti bevægelsesaktiviteter indgår i en analyse af sammenhængen mellem forskellige idrætter.

Samarbejdspartner eller konkurrent?
Udover de individuelle profiler er det også undersøgt, hvordan udøverne bevæger sig på tværs af aktiviteterne. Det har resulteret i, at de 71 aktiviteter er delt op på syv grupperinger, hvor hver gruppe består af aktiviteter, som ofte dyrkes af de samme udøvere. Den store kortlægning giver inspiration til nye måder at tænke samarbejde på tværs af idrætter og foreninger:

”For nogle idrætter vil bevægelsesmønstrene nok være en øjenåbner. For eksempel at der er så stort et overlap mellem målgrupper i badminton og petanque. Det kan åbne for nye samarbejder om aktiviteter eller rekruttering både på landsplan og i lokalområdet,” siger Christina C. C. Hoffgaard.

Læs mere og dyk ned i profilerne her.

Hvad kan indsigterne for eksempel bruges til?

  1. Udvikling af nye aktiviteter eller idrætskoncepter
  2. Målrettet kommunikation til nuværende og potentielle medlemmer
  3. Lokalisering af samarbejdsforeninger
  4. Som ”salgsargument” for lokale sponsorer

Flere nyheder