DIF hylder de frivillige med stor pris

Der venter vinderen af prisen ’DIF’s Årets Frivillige’ 75.000 kroner og en kæmpe hyldest foran hele Danmark ved det store tv-show Sport 23. Frivillige ildsjæle fra foreningslivet kan nu indstilles.
{{$root.dict.newsWrittenBy}} Jacob Andersen
8. nov 2023
Der venter vinderen af prisen ’DIF’s Årets Frivillige’ 75.000 kroner og en kæmpe hyldest foran hele Danmark ved det store tv-show Sport 23. Frivillige ildsjæle fra foreningslivet kan nu indstilles.

OBS - Indstillingsperioden er slut. Finalister offentliggøres primo december

De træner børn. De træner voksne. De arranger stævner, sociale arrangementer og et utal af andre begivenheder. De er dommere, trøjevaskere, foreningsformænd, praktiske hjælpere, klubkasserere og holdledere. De er limen i dansk foreningsidræt, og de skal nu hyldes i stor stil.

Med prisen ’DIF’s Årets Frivillige har alle danskere nu mulighed for at indstille en frivillig ildsjæl fra det danske idræts- og foreningsliv. Vinderen af prisen hyldes ved DR’s store tv-show SPORT 2023, som foregår den 6. januar i Jyske Bank Boxen i Herning.

Med prisen følger hele 75.000 kroner. De 25.000 kroner går personligt til vinderen af prisen. De øvrige 50.000 kroner går til den idrætsforening, som modtageren af prisen repræsenterer. Desuden vil 2. og 3. pladsen modtage 10.000 kroner hver.

Sidste år vandt den frivillige børnetræner i ju-jitsu Freja Jæger Poulsen frivillighedsprisen. Efter den storstilede kåring i Jyske Bank Boxen foran tusindvis af tilskuere udtalte hun:

”Jeg er utroligt glad for den her pris, og det kommer helt fra hjertet. Det at være med til at skabe et frirum, hvor børn kan være børn og samtidig gøre dem dygtige i den sport, jeg elsker, er fantastisk, og jeg er så stolt over den her anerkendelse."

Kender du en træner, et bestyrelsesmedlem, en holdleder, en hjælper eller en helt femte person, der fortjener en unik anerkendelse, så er det nu, du skal nominere ildsjælen.

Indstil en frivillig ildsjæl
her: (OBS - INDSTLLINGSPERIODEN ER SLUT)

Kandidaterne indstilles af medlemmer og andre i tilknytning til de lokale idrætsforeninger. Man kan ikke indstille sig selv, og samme person kan kun indstilles til prisen én gang. For at komme i betragtning til prisen skal man være tilknyttet en idrætsforening under et af DIF’s 62 specialforbund.

Indstillingsperioden kører fra den 8. november til den 24. november 2023.

Læs mere om prisen her: