Esport

Der skal være plads til pigerne i esportens fællesskaber

I indsatsen 'Fremtidens Idræt for Børn og Unge' ønsker DIF at skabe foreningsmiljøer omkring esporten, hvor der er plads til alle, og hvor bevægelse er en integreret del af aktiviteterne. Debatindlægget er også bragt i Idrætsmonitor 22. november 2023.
Christian Cramer Schou
22. nov. 2023
I indsatsen 'Fremtidens Idræt for Børn og Unge' ønsker DIF at skabe foreningsmiljøer omkring esporten, hvor der er plads til alle, og hvor bevægelse er en integreret del af aktiviteterne. Debatindlægget er også bragt i Idrætsmonitor 22. november 2023.
"Der findes mange gode initiativer og kampagnetiltag allerede, men hvis vi for alvor skal ændre kulturen, så er det en stor fordel af gøre det i foreningsmiljøer, hvor der er instruktører og muligheden for at holde et vedvarende fokus." Christian Cramer Nielsen

”Er der wifi i køkkenet, siden du spiller?” ”Det er mærkeligt, at du spiller Fortnite, når du er en pige.” ”Lav mig en sandwich.”

De ovenstående citater er desværre blot nogle af de kønnede og nedladende kommentarer, man som pige desværre fortsat skal lægge ører til, når man bevæger sig ind i esportsverdenen. Hvis man da overhovedet får lov til at deltage i spillet.

Både professionelle gamere og piger der gamer på hobbyniveau er de senere år stået frem med ubehagelige oplevelser bag skærmen. Det skal vi gøre op med, for de sociale fællesskaber kan både være indgangen til øget trivsel og bedre bevægelsesvaner for pigerne, der ligger under deres mandlige jævnaldrende på begge parametre.

Derfor sætter vi i indsatsen ’Fremtidens Idræt for Børn og Unge’ med støtte fra A.P. Møller Fonden fokus på at skabe esportsforeninger, der både har plads til alle og inkluderer bevægelse i aktiviteterne i foreningen.

Vi tror på, at vi i Danmarks Idrætsforbund med vores 160 esportsforeninger har en vigtig rolle i at sprede en mere positiv kultur, der omfavner forskelligheden. Der findes mange gode initiativer og kampagnetiltag allerede, men hvis vi for alvor skal ændre kulturen, så er det en stor fordel af gøre det i foreningsmiljøer, hvor der er instruktører og muligheden for at holde et vedvarende fokus.

Samtidig har foreningsorganiseringen den fordel, at vi også kan arbejde med andre af de positive elementer ved idrætsforeningerne. I FIBU arbejder vi på at integrere bevægelse i de foreninger, der har esport på aktivitetslisten. Her får foreningerne adgang til gratis forløb, hvor instruktører kommer ud og klæder både de unge og trænerne på til at integrere bevægelse i deres træning. På den måde kan vi få fat i nogle af de alt for mange unge, der i ungdomsårene bevæger sig for lidt ifølge Sundhedsstyrelsen. Blandt pigerne er det 9 ud af 10 i udskolingen, der ikke opfylder anbefalingerne, og vi håber på at give dem lyst til mere bevægelse.

Vi løser ikke udfordringen alene. De giftige onlinemiljøer er heldigvis i fokus hos flere aktører i branchen. Esport Danmark har netop sat gang i en større indsats for mere inkluderende miljøer, og det samme har blandt andre DGI, der med ’Girls(do)Game’ arbejder for at skabe trygge foreningsmiljøer for piger. Et andet godt eksempel er Astralis, der som ét af de første esportshold startede et hold kun for piger. Vi er altså mange aktører på området, der med fordel både kan lære af hinanden og samarbejde for at skabe den nødvendige kulturændring.

Vi behøver heller ikke at kigge langt for at få inspiration. Blandt andet har DBU tidligere oplevet problemer med, at fodboldkulturen var præget af, at det primært var drenge, der spillede. Selvom der fortsat er flere mænd, der spiller fodbold, er der i dag flere end 72.000 kvindelige fodboldspillere. Og næsten 50.000 under 18 år.

Vi ved altså, at det kan lade sig gøre at gøre op med den kønnede kultur i idrætten. Og med det store fokus på børn og unges trivsel og sundhed er det afgørende, at vi får skabt trygge miljøer for alle både i vores digitale og fysiske fællesskaber. Derfor vil vi invitere både de unge selv og andre organisationer til at finde de gode løsninger. Det skylder vi vores unge.

Fakta om Fremtidens Idræt for Børn og Unge

  • A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har bevilget 85 mio. kr. til projektet ’Fremtidens idræt for børn og unge’, der er udviklet af og drives af Danmarks Idrætsforbund.
  • ‘Fremtidens idræt for børn og unge’ er et ambitiøst og omfattende projekt, som løber over de næste fem år.
  • Danmarks Idrætsforbund er paraplyorganisation for 62 danske specialforbund.
  • Under Danmarks Idrætsforbund er der i runde tal 6.000 børne- og ungdomsforeninger og 800.000 medlemmer under 18 år. 
  • Projektindsatserne er mange under følgende overskrifter: øge kapaciteten, trænerløfte og trivsel, involvering og rekruttering samt synlighed og videndeling.  
  • Se mere om programmet: www.dif.dk/bornogunge

Flere nyheder