FIBU - Fremtidens idræt for børn og unge
Lokale klubber i samarbejde: Randers-foreninger skal bidrage til at løfte børne- og ungeidrætten i Danmark
Med flere end 800.000 medlemmer under 18 år er Danmarks Idrætsforbund (DIF) den største børne- og ungeorganisation i Danmark.
For at skabe endnu bedre idrætsmiljøer for børn og unge har DIF med støtte fra A.P. Møller Fonden startet ’Fremtidens Idræt for Børn og Unge’, og nu er man klar til at ansætte de første børne- og ungeansvarlige, der skal hjælpe foreninger til at styrke arbejdet med børn og unge. Blandt andet i Randers, hvor Randers gymnastiske Forening og Randers Cimbria er udvalgt til at være såkaldte spydspidsforeninger i projektet.
”Det bliver en stor hjælp både med ekstra hænder og med nogle at sparre med for en mindre forening som vores. Vi har i foreningen et fokus på, at det er vigtigst at få flere unge til at dyrke sport. Og så er det bare fedt, hvis det er basket. Derfor giver det for os rigtig god mening, at man i højere grad kigger på de lokale foreninger som samarbejdspartnere i stedet for konkurrenter,” siger forretningsfører Mike Nielsen fra Randers Cimbria, der deltager som én af de to foreninger.
I Randers gymnastiske Forening deler man fokus det gode samarbejde:
"Vi er sikre på, at samarbejdet med Cimbria og de ekstra ressourcer, der tilføres arbejdet med børn og unge, vil komme både byens unge og foreningerne til gode. Jeg håber især, at der vil være fokus på diversitet, og at projektet kan være med til at gøre både gymnastik og svømning attraktivt for drengene, hvilket vi gerne vil have øget fokus på," siger Frank Andersen, formand i RgF.
Fortsat uforløst potentiale
De første foreninger er udvalgt i Midtjylland og Sjælland, og i DIF er der store forventninger til arbejdet.
”Vi synes virkelig, at det er et stærkt felt, vi lægger ud med. Vi er gået efter foreninger fra mange forskellige idrætter og af forskellig størrelse, så det spejler hele vores idrætsbillede men fælles for foreningerne er, at de har resurser og overskud til at udvikle sig og varetage en ansættelse. Foreningerne i Randers har bevist, at de er villige til at investere i at skabe attraktive miljøer for børn og unge og har fortsat store ambitioner om at styrke trivsel og fællesskaberne for de mange børn og unge, som har deres daglige gang i foreningerne. Vi er spændte på at se, hvordan man på tværs af foreningernes idrætter kan styrke både idrætstilbud og -miljøer. Erfaringer som i høj grad også vil kunne komme andre af landets idrætsforeninger til gavn,” siger Martin Bro, der er faglig leder for de kommende børne- og ungeansvarlige.
I Randers Cimbria skal man blandt andet bruge de ekstra resurser til at gøre opmærksom på tilbuddene i lokalsamfundet:
”Basketball er sjældent den første idrætsaktivitet, som børn bliver præsenteret for. Derfor ser vi en stor værdi i at skabe nogle fælles tilbud med gymnastikforeningen, som vi forhåbentlig begge parter kan få udbytte af,” siger Mike Nielsen.
Fakta om spydspidsarbejdet:
- I 2023 og 2024 udpeges et antal foreninger til at være spydspidsforeninger, hvor der skal udvikles og opsamles viden om de succesfulde børne- og ungemiljøer
- Foreningerne sættes sammen af 2-3 foreninger lokalt, der skal samarbejde om udviklingen
- I Region Midtjylland bliver der mellem 5-7 klynger
- Hver foreningsklynge får tildelt en børne- og ungeansvarlig, der skal stå for at drive udviklingsarbejdet og sørge for erfaringsdeling
- I Randers er de deltagende foreninger Randers gymnastiske Forening og Randers Cimbria
Fakta om Fremtidens Idræt for Børn og Unge:
- A.P. Møller Fonden har bevilget 85 mio. kr. til projektet ’Fremtidens idræt for børn og unge’, der er udviklet af og drives af Danmarks Idrætsforbund.
- ‘Fremtidens idræt for børn og unge’ er et ambitiøst og omfattende projekt, som løber over de næste fem år.
- Danmarks Idrætsforbund er paraplyorganisation for 62 danske specialforbund.
- Under Danmarks Idrætsforbund er der i runde tal 6.000 børne- og ungdomsforeninger og 800.000 medlemmer under 18 år.
- Projektindsatserne er mange under følgende overskrifter: øge kapaciteten, trænerløfte og trivsel, involvering og rekruttering samt synlighed og videndeling.
- Se mere om programmet: www.dif.dk/bornogunge