Idrættens historie i Danmark
Den spæde start af sport i Danmark og danske idrætsforeninger og -organisationer
Selv før stiftelsen af DIF kunne man finde idræt og sport på programmet i hverdagen i Danmark. Allerede i 1799 åbnede et offentligt gymnastikinstitut i København, og i 1814 blev skoleloven lavet om, så idræt nu blev et fag i folkeskolen.
Der er sket store ændringer i den danske idrætskultur siden den moderne idræts gennembrud i sidste halvdel af 1800-tallet og til i dag. Der er i det danske sprog forskel på ”sport” og ”idræt”. Sporten har et konkurrenceelement og forbindes historisk med de engelske sportsgrene, der i industrialiseringen blev bragt til Danmark. Det var fx hestevæddeløb, sejlsport, fodbold, roning, skøjteløb, cricket og skydning.
Dog kan både hestevæddeløb og kapsejlads spores i historiebøgerne helt tilbage til henholdsvis 1834 og 1858. Faktisk blev det første hestevæddeløb i Danmark allerede afholdt i 1771 af Struensee på Nørrefælled i København, men det blev desværre en engangsforestilling.
Sejlsporten vandt indpas i det danske samfunds øvre klasser. Ved sejlsportens begyndelse var det søofficerer, godsejere, handelsmænd og håndværkere, der var blandt pionererne. Sejlbådene var ikke ligefrem billige at fremstille, men initiativtagerne håbede alle sammen, at sejlads kunne blive en sport for alle, rig som fattig. Det var dog et andet ry som sporten fik, nemlig en mere eksklusiv forening for velhavende borgere.
Sporten var dermed i første omgang primært i byerne, hvor præstationselementet var i højsædet. Og særligt tennis og fodbold vandt indpas.
"Traditional football" eller folkefodbold kan faktisk spores helt tilbage til det 12. og 13. århundrede, måske endda endnu tidligere, i et spil, hvor spillerne brugte stokke og bolde. Men nu blev det i byerne organiseret i foreninger, der sikrede at der kunne afholdes konkurrencer. Desuden var et vigtigt tiltag for fodboldspillet i Danmark dets rolle i skoleidrætten. Både langbold og fodbold blev anbefalet, på grund af spillets ufarlighed og simple krav til materialer, men også fordi der var fokus på kammeratskab og disciplin.
Idrætten som en mere folkelig aktivitet og et middel til dannelse og demokratisk forståelse for landbefolkningen har haft betydning for den store idrætsdeltagelse, der kulturelt er i Danmark.
Gymnastikbevægelser og de første foreninger
I det 19. århundrede opstod også folkelige bevægelser, hvor idrætten tog sit afsæt i gymnastikken inspireret fra Frankrig, Tyskland og Sverige. Særligt gymnastikken havde betydning for landspolitikken, hvor den spillede en rolle for frigørelse for bønderne både kropsligt og åndeligt. Her var det særligt den svensk-lingske gymnastik med tanker om frihed, lighed og broderskab, der blev udfoldes af bønderne. Der var en tæt kobling mellem den liberale bondebevægelse, demokratiopbygningen og gymnastikkens udfoldelse. Det var med til at føre til skabelsen af de første foreninger.
I 1861 dannedes skyttebevægelsen, som var den første organisation for idræt i Danmark, der blev støttet af staten og som skulle medvirke til at styrke forsvarsevnen over for truslen fra syd. Flere nye sportsgrene blev tilknyttet skyttebevægelsen blandt andet cricket.
Dette blev inspiration til opstart af skytte-, gymnastik- og idrætsforeninger i hele landet, hvor den demokratiske skoling og sociale og kulturelle dannelse var en stor del af foreningslivet.
Indvielse af Idrætshuset 1914
Gymnastikken havde forskellige rødder og ideologiser som folkelige bevægelser, der tog form af organiserede engagementer i frivillige foreninger og har givet fundamentet for den tostrengede idrætskultur, vi i dag har i Danmark med idræt og sport.
Den svensk-lingske gymnastik hang sammen med bondebevægelsen og var en vigtig del af landbefolkningens dannelse og demokratiopbygning.
Den dansk/tyske gymnastik foregik i byerne med et større fokus på de fysiske udfoldelser i spring med et konkurrenceelement. Ved at gøre det som organiserede foreninger kunne udøverne få adgang til faciliteter samt organisere konkurrencestruktur med opdeling ud fra alder, køn, niveau og lignende - konkurrenceidrættens forløbere.
Nye sportsforeninger og flere idrætsanlæg
I slutningen af 1860’erne blev flere idrætsforbund stiftet med inspiration fra engelsk sport. Den voksende interesse for sporten i byerne voksede. Det var blandt andet roning, fodbold, den tyske gymnastik og cricket, der kom på programmet. Etableringen af idrætsforbund og mere interesse for disse moderne idrætsgrene, begyndte der i 1860’erne og frem at dannes nye sportsforeninger, da også arbejderbevægelsen og byborgerskabet så værdien i den demokratiske skoling og sociale dannelse i foreningerne ligesom i skytte- og gymnastikforeningerne på landet.
I 1881 blev Københavns første legeplads for børn oprettes, og fra 1887 begyndte der så småt at blive lavet tennisbaner, cykelbaner og fodboldbaner. Samfundsudviklingen efter anden verdenskrig med mere fritid, kvinder på arbejdsmarkedet og en voksende velfærdsstat blev interessen for organiseret idræt hvor børn kunne bruge deres fritid større. Derfor skød idrætshaller og -anlæg op i hele landet.
I 1971 fandtes 365 idrætshaller på mere end 800 km2, og bare 20 år senere, i 1992, var antallet steget til 1.239. I takt med at antallet af idrætsanlæg øgedes, begyndte idrætsbilledet at ændre sig i Danmark. Hvor det i mellemkrigstiden og i 1950'erne var almindeligt at gå til gymnastik om vinteren og fodbold, håndbold eller atletik om sommeren, kunne man nu dyrke den idrætsgren, man havde lyst til hele året rundt.
Fritidsloven og Folkeoplysningsloven
Fritidsloven blev vedtaget i 1968, og det betød, at den kommunale kasse åbnede for idrætsforeningerne. Formålet med loven var, at offentlige lokaler og anlæg skulle stilles gratis til rådighed for alle. Men op igennem 1980'erne begyndte fritidsloven at blive kritiseret for blandt andet at være for styrende og bureaukratisk og for at stille foreninger i private lokaler dårligere end foreninger i kommunale lokaler. Derudover begyndte man også at tænke i nye baner. Blandt andet interesserede man sig i højere grad for aktiviteter på tværs af alder, køn og aktivitetsgrænser. Derfor blev fritidsloven afløst af folkeoplysningsloven i 1990, som betød, at nu var det op til kommunerne selv at bestemme, hvor mange penge de ville bruge på aftenskoler, foreninger og ungdomsklubber. Folkeoplysningsloven bygger altså på en efterspørgsel omkring at kunne afstemme støtten efter lokale behov og ønsker, til forskel for fritidsloven, der stræbte efter at skabe lige vilkår for alle.
I dag er dansk idræt meget afhængig af den offentlige støtte, og idrættens hovedorganisationer finansieres næsten fuldt ud af overskuddet fra tips og lotto. Mere end halvdelen af idrætsforeningernes udgifter dækkes af gratis leje af kommunale idrætsanlæg, tilskud til private idrætsanlæg og direkte økonomiske tilskud. Men sådan har det ikke altid været. Tipningen begyndte først i 1949, og de kommunale kasser blev først åbnet for idrætsforeningerne, da fritidsloven trådte i kraft.