Startblokkens indsatsmodel bygger på to sammenhængende niveauer. Det organisatoriske niveau beskriver partnerskaberne og rammerne for indsatsen, mens deltagerniveauet beskriver den pædagogiske tilgang og deltagernes udvikling.
Organisatorisk niveau
I Startblokkens indsats Idrætten Skaber Livsbaner arbejder vi ud fra en indsatsmodel, hvor idrætten anvendes som arena og løftestang til at skabe nye veje til uddannelse og beskæftigelse. Indsatsen er forankret i lokale og ligeværdige partnerskaber mellem DIF, kommune og en professionel klub. Indsatsen samskabes lokalt i partnerskaberne, så indhold og ejerskab er tilpasset den lokale kontekst.
I alle partnerskaberne ansættes brobyggere, der har ansvaret for indsatsens deltagere og indsatsens samlede forløb.
De professionelle klubber danner rammen for indsatsen. Det er her deltagerne har deres hverdag, og her de kan øve sig med små opgaver og praktikker.
Klubbernes erhvervsnetværk rummer samtidig et potentiale og muligheden for, at deltagerne kan få lønnede timer eller blive ansat i en bred vifte af virksomheder.
DIF-sekretariatet understøtter de lokale indsatser, skaber de overordnede rammer, kvalitetssikrer indsatserne og samler op på erfaringer og viden på tværs.
Startblokkens indsats Sportucation arbejder efter en lignende indsatsmodel som Idrætten Skaber Livsbaner, men lokalt består partnerskaberne af DIF, et specialforbund, en FGU-skole (Forberedende Grunduddannelse) og en lokal klub eller forening.
Indsatsen bygges op omkring et fagtema på den lokale FGU-skole i et tæt samarbejde med den lokale klub/forening, hvor de unge får opgaver i et autentisk miljø.
Klubben/foreningen danner rammen for undervisning og læring, hvor de unge opbygger kompetencer.
Klubbernes erhvervsnetværk bidrager ind i indsatsen ved at tilbyde virksomhedsbesøg eller praktikpladser til eleverne, og specialforbundet bidrager med at udpege klubber, som har potentiale til at indgå i indsatser.
Specialforbundet har en aktiv rolle i at udbyde uddannelse til undervisere og elever samt tilbyde læringsforløb ind i uddannelsesforløbet. Målet med Sportucation er, at eleverne finder deres vej videre i uddannelse eller job.
Deltagerniveau
Startblokken tager sit pædagogiske afsæt i vitaliseringspsykologien og vitaliserende læringsmiljøer, der til sammen skal oparbejde deltagernes kvalificerede selvbestemmelse (KvaS).
I Startblokken arbejdes der målrettet med at skabe vitaliserende læringsmiljøer, hvor deltagerne oplever:
- mening gennem konkrete og virkelighedsnære opgaver.
- mestring gennem succesoplevelser og ansvar.
- tilhør gennem stabile fællesskaber og relationer.
- autonomi gennem medindflydelse og aktiv deltagelse.
Idrætten har her en særlig styrke, fordi den skaber tydelige roller, fælles mål og relationelle fællesskaber, hvor deltagerne bliver set som aktive medskabere.
Gennem deltagelse i praksisfællesskaber får delatgerne mulighed for gradvist at genopbygge troen på egne evner, udvikle nye identiteter og skabe positive erfaringer med uddannelse arbejdsliv og fællesskab.