Indsats under Startblokken
Idrætten Skaber Livsbaner
I fire kommuner forsøger man på en ny måde at hjælpe borgere, der står uden for fællesskabet på arbejdsmarkedet og uddannelsesscenen. Og flere kommuner kommer til i løbet af de næste år.
Udgangspunktet for indsatsen er samskabelse. Skal vi lykkes, er det vigtigt, at vi former nye løsninger sammen - på tværs af civilsamfund, kommuner og virksomheder. Og det er vigtigt, at vi inddrager de særlige styrker og udfordringer, man ser lokalt. Derfor vil indsatserne også variere en smule fra kommune til kommune.
Gennem Startblokkens indsats "Idrætten Skaber Livsbaner" hjælper man unge i alderen 18 til 29 år gennem et særligt tilrettelagt forløb, der skal styrke deres selvværd, forbedre deres trivsel og gøre dem til en del af et fællesskab med ligesindede. Indsatsen skal give de unge værktøjer til at kunne fungere på et job eller en uddannelse og samtidigt være med til at skabe kontakt til virksomheder, der ønsker at skabe plads til de unge.
I indsatsen arbejder man ligeledes på at udvikle tilbud til borgere over 30 år. Hvordan disse tilbud kommer til at se ud er endnu uvist, men i løbet af 2025 og 2026 vil DIF, kommuner og klubber se på, hvordan Startblokken også kan bidrage til at hjælpe borgere i denne gruppe videre.
Kerneaktører i indsatsen er de professionelle sportsklubber og kommunerne, der sammen former den lokale indsats. Men virksomhederne er også en vigtig part.
I Startblokken forsøger vi at bygge bro mellem deltagerne og potentielle nye arbejdspladser. Og i denne sammenhæng ønsker Startblokken at udvikle tilbud til virksomheder med fokus på at modne dem til den nye arbejdskraft og støtte dem i at opnå deres mål om socialt ansvar. Startblokken har et særligt fokus på virksomhederne omkring de professionelle sportsklubber.
Klubbernes erhvervs- eller sponsornetværk består ofte af virksomheder med et stærkt lokalt tilhørsforhold, der gerne vil være med til at gøre en forskel i deres nærområde. Det er en god forudsætning for samarbejdet med de øvrige aktører i Startblokken.
Indsats for unge mellem 18 og 29 år
Startblokkens indsats for unge mellem 18 og 29 år tager udgangspunkt i fællesskab, trivsel, idræt og succesoplevelser.
Mange af de unge, der deltager i Startblokken, har brug for tid til at skabe en større balance i deres hverdag, før de kan tænke i job eller uddannelse.
Bliv klogere på det program, de unge gennemgår, og på deres oplevelser af indsatsen.
Indsats for borgere over 30 år
Startblokken har endnu ikke udviklet indsatsrammer for borgere over 30 år, men vil påbegynde dette arbejde i løbet af 2025 og 2026. Håbet er at kunne give endnu flere borgere uden for fællesskabet på arbejdsmarkedet og uddannelsesscenen en mulighed for at komme godt videre i livet.
Samarbejde med virksomheder
I de kommende år vil Startblokken også have fokus på at understøtte virksomheder i Danmark til at kunne rumme borgere med udfordringer eller særlige behov – til gavn for borgerne, men også med formålet om at sikre virksomhederne den arbejdskraft, de mangler.