De frivillige

Fordommene bliver uden for fodboldbanen

 

Af: Laura Andersen



Halia Rahimi har været fodboldtræner i et socialt belastet boligområde, siden hun gik i 7. klasse. Her har hun haft stor fokus på integration gennem glæden ved fodboldspillet.

 

Halia Rahimi sidder tilbagelænet i en lille træstol og fortæller begejstret og passioneret omkring sin fodboldrejse. Hun er ikke bange for at holde øjenkontakt, mens hun uddyber den kærlighed, hun har fået til fodbold.  

 

Halia er 21 år gammel og opvokset i Vejle. Selvom hun nærmest ikke har spillet fodbold selv, har hun været fodboldtræner, siden hun gik i 7. klasse.

 

Træner med stort t

Da Halia startede som fodboldtræner, var det i Nørremarkens Forenede Sportsklubber i Vejle. Klubben opstod, fordi de så et behov for at have et alternativ til Vejle Boldklub. Samtidig har Nørremarken været et socialt belastet boligområde.

 

Halia forklarer, at klubbens baner ligger midt imellem det belastede boligområde og de store villakvarterer. Derfor så klubben også en mulighed for at bygge bro imellem de forskellige områder i Vejle. Halia kom ind i klubben tidligt og blev med det samme træner.

 

”Der var nogle, der var lidt ældre, der havde fået lidt trænererfaring. Men jeg var den første, der blev trænet til at blive træner. Jeg startede, da jeg gik i 7. klasse med at være træner og har været træner indtil nu,” forklarer Halia.

 

Den 21-årige fodboldtræner havde ikke selv spillet fodbold, da hun blev udpeget som træner. Så det var ikke på grund af kærlighed til spillet, at hun startede i klubben.

 

”Jeg boede i det her udsatte område. Ham der ansatte mig sagde, at han synes, at jeg kunne være en god træner og få nogle gode ledererfaringer. Nu hvor jeg kigger tilbage, kan jeg se, at fodbold har givet mig sindssygt meget på den front,” understreger Halia.

 

Selvom det ikke nødvendigvis lå i kortene, at Halia skulle være træner, har hun nu fået en stor kærlighed til sporten og trænergerningen. Hun har taget mange kurser og arbejder nu på at tage b-licensen.  

 

”Nu er jeg træner på Vejle Boldklubs TOP-Center. Her træner jeg spillere med særlige forudsætninger fra området omkring Vejle og i Vejle, der får et ekstra tilbud. De spiller i deres egen klubber, og så får de en ekstra træning i Vejle Boldklub,” lyder det fra den unge træner.

"Fodbold giver bare en anden forståelse for hinanden. Her kan man lægge sine fordomme væk, for vi skal bare have det sjovt sammen. I en skole skal du præstere og vise, at du er god, men du kan sagtens være dårlig i skolen og så være god på fodboldbanen"

Lærer noget andet end i skolen 

Fodbold har været vigtigt i forhold til det arbejde, der er på integrationsområdet i Vejle Kommune. Halia understreger, at holdsport og fodbold bare kan noget helt særligt i forhold til at samle folk på trods af fordomme.

 

”Fodbold giver bare en anden forståelse for hinanden. Her kan man lægge sine fordomme væk, for vi skal bare have det sjovt sammen. I en skole skal du præstere og vise, at du er god, men du kan sagtens være dårlig i skolen og så være god på fodboldbanen,” understreger Halia.

 

Den unge træner har i det hele taget stor fokus på de forskellige værdier, der er i fodbold. Det betyder også, at hun er meget opmærksom på, hvad fodbold kan.

 

”Vi skal gøre det sammen. Det er fælles, og det kan virkelig noget. Det kan godt være, at du ikke taler så meget med en bestemt person til daglig, men på en fodboldbane lægger man alt væk, og der er det bolden, der er fokus på. Messi kan jo heller ikke klare tingene selv, hvis der ikke er andre på banen,” siger Halia.

 

Halia har efterhånden været træner i en del år. Men hun er bestemt ikke ved at stoppe lige foreløbig. 

 

”Det betyder meget at se, hvor meget det her betyder for børnene. Når jeg ser, at de er glade, og hvor meget det betyder for dem, så bliver jeg også glad, for det er en fed oplevelse at kunne være en del af det,” fortæller Halia med et stort smil på læben.  

 

Har skulle bevise sit værd 

Nørremarkens Forenede Sportsklubber har et samarbejde med DIF Get2Sport. I Get2Sport er der et særligt fokus på at få piger med i foreningslivet. Det har også fyldt i klubben i Vejle, da de også har set, at det kan være svært at få piger med i klubben.  

 

”På fodboldskolen havde vi nogle piger. Vi ville gerne have nogle flere piger med i klubben. Men det udviklede sig ved, at træneren havde sin datter med. Samtidig boede jeg så i det her område, hvor jeg kunne tale med forældrene, der havde tillid til mig,” forklarer Halia og fortsætter:

 

”Vi har haft en gåbus, hvor vi hentede børnene og fulgte dem til træning og fulgte dem hjem igen for at sikre os, at de kom. Når vi får én pige med, så kender hun en anden pige, som hun så tager med. Så det er endt med, at vi har stillet med et hold, der kan så kunne spille kampe,” siger hun.

 

For Halia har det også haft en betydning, at hun er pige. Det har ikke fyldt så meget i forhold til børnene, men hun har oplevet det i forhold til forældrene.

 

”Jeg kan godt mærke, at jeg har lært rigtig meget på det punkt. Det var ret stort for mig i starten, at jeg skulle sige fra over for nogle af de fodboldfædre, fordi det bare er lidt anderledes i min kultur. Men det kan jeg sagtens gøre i dag, så jeg har også selv udviklet mig meget,” lyder det fra Halia.

 

Når Halia taler, er det tydeligt, at hun hviler i sig selv. Hun holder øjenkontakt, fortæller sin historie med en rolig stemme og ved godt selv, hvad hendes styrker er. På trods af dette har hun måtte kæmpe lidt for at bevise sit værd som træner i en verden, hvor der er mange mandlige trænere.

 

”På det sidste kursus jeg var på, var jeg den eneste pige. Jeg kan godt mærke, at jeg skal kæmpe for at få respekten. Jeg skal vise, hvad jeg kan og så siger folk, at de godt kan se, at jeg er god,” fortæller den unge træner.

 

Overfor børnene har der dog aldrig været problemer med at få respekten. Der er da også en fordel for de yngre børn ved, at Halia ikke selv har en længere fodboldkarriere bag sig.

 

”Jeg har aldrig følt mig usikker over, at jeg ikke selv har spillet så meget fodbold. Børnene synes jo kun, at det er sjovt og sejt, hvis de kan afdrible mig. Jeg kan måske ikke lave så mange finter, men det har ikke fyldt så meget,” understreger hun.

 

Get2Sport skaber muligheder

Samarbejdet med Get2Sport har haft stor betydning for Nørremarkens Forenede Sportsklubber. Det har givet klubben nogle andre muligheder til at fokusere på det, som klubben var sat i værk for.

 

”Get2Sport har hjulpet os, for vi var en ny klub, der ikke havde så mange penge, og vi kæmpede med, at der var mange, der ikke betalte kontingent. Vores mål var bare at få de her børn ind i fodboldklubben. Get2Sport har kunne hjælpe os økonomisk for at få det til at køre,” forklarer Halia om samarbejdet.

 

Get2Sport har også afholdt fodboldskoler i klubben, som der har været stor opbakning omkring.

 

”Vi havde 50 børn på Get2fodboldskole sidste år. Der var flere børn, der gerne ville, men der var ikke flere pladser. Det har været rigtig fedt, og vi har kunne vise forældrene alle de ting, som børnene fik i form af træning, god kost og t-shirts,” fortæller Halia. 

 

For Halia er det afgørende, at børnene møder hinanden på tværs af kulturer. Hun mener, at fodbold kan noget helt særligt, der rækker på tværs af aldre og kulturer.

 

”Det vigtigste er at møde hinandens kultur. Det er fodbolden, der er grunden til, at vi bagefter kan lave noget socialt,” afslutter Halia.

 

Get2Sport er finansieret af satspuljemidler, TrygFonden, DIF samt støttet af Guldsmeden Hotels.