De frivillige

Alle er velkommen til fodboldfest i Ishøj

 

Af: Laura Andersen



Lisbeth Nielsen blev for et par år siden formand i fodboldklubben Ishøj IF. Hun mener, at det skal være en fest og en glæde at komme til Ishøj for at spille fodbold. Derfor har hun sammen med bestyrelsen sat endnu mere fokus på klubbens omdømme.

 

De frodige græstæpper optrukne med præcise hvide kridtstreger er fyldt op af glade børn, der dribler rundt imellem hinanden og de opsatte kegler. En af spillerne leverer en overlegen tunnel, og holdkammeraterne er klar til at juble over den lille genistreg. Hele vejen rundt er der highfives, mens sommeren for alvor er ved at gøre sit indtog.

 

Sådan ser håbet for den kommende sommer ud, når man spørger Lisbeth Nielsen. Hun er formand i fodboldklubben Ishøj IF og drømmer om, at tilstandene på de danske fodboldbaner kan nærme sig det normale, når vi rammer sommeren.

 

Hele familien kom med

Lisbeth er 37 år, født i Høje Taastrup og bor nu i Ishøj med sin mand og to børn. Til daglig er hun administrationschef i Europhoner, men derudover bruger hun også en del tid i Ishøj IF, hvor hun er formand.

 

”Da min ældste dreng skulle starte til fodbold, manglede de trænere. Derfor skyndte jeg mig at sige, at det kunne min mand sagtens, så jeg tilmeldte ham som træner. Samtidig startede jeg selv som holdleder i klubben,” forklarer Lisbeth om den måde, hun kom ind i klubben på.

 

Det er vigtigt for Lisbeth at støtte om de steder, hvor hendes børn kommer. Der gik derfor heller ikke længe, før hun blev mere end holdleder i klubben.

 

”Jeg blev ret hurtigt spurgt af bestyrelsen, om jeg havde lyst til at være med i bestyrelsen. Jeg har altid hjulpet der, hvor mine børn har været. Det er sådan set ligegyldigt, om de vil gå til fodbold eller ballet. Uanset så er jeg der til at hjælpe,” understreger formanden i Ishøj IF.

 

Vigtigt at være synlig

Lisbeth bruger mange timer i klubben. Når det er muligt, er hun til stede ude på banerne, hvor hun ser de glade børn trille bolden rundt imellem sig. Netop synligheden spiller en stor rolle i forhold til formandskabet.

 

”Da vores formand gik af, skulle bestyrelsen vælge en ny formand. Jeg meldte mig hurtigt og blev valgt. Jeg synes, at en formand skal være én, der er synlig på banerne. Jeg er dernede, når mine drenge træner, hvor jeg går og snakker med alle,” siger Lisbeth og fortsætter:

 

”Jeg fik også en masse søde kommentarer, da jeg blev valgt som formand. Folk sagde, at jeg altid havde været som en formand. Det er vigtigt, at man som formand ikke gemmer sig bag et skrivebord, det er vigtigt, at man er synlig,” lyder det.

 

Lisbeth bliver glad af at være formand i klubben, og så kan hun også se, hvor glade hendes børn er for at være der.

 

”Det betyder meget for mig, at jeg kan følge med i, hvad mine børn laver. De synes, at det er sejt, at mor er med på sidelinjen,” forklarer Lisbeth med et smil i stemmen.

 

Stærkt sammenhold

Formanden har egentlig ikke tidligere haft noget særligt forhold til fodbold. Det har hun for så vidt stadig ikke, for hun kender ifølge hende selv ikke meget til reglerne på banen. Til gengæld har hun stor fokus på andre aspekter af fodbolden.

 

”Fodbold giver den fedeste stemning og det fedeste sammenhold. Jeg er mest stolt af vores sammenhold. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvilken etnicitet du har. Vi har haft ry for at være en indvandrerklub, og der var hold, der ikke havde lyst til at komme i Ishøj, fordi de følte sig utrygge,” siger Lisbeth.

 

Sammen med alle de andre frivillige i klubben har Lisbeth virkelig arbejdet for, at klubben skulle slippe af med rygtet om, at det var utrygt i Ishøj IF. Klubbens motto er da også meget passende: sammen er vi stærkere.

 

”Vores værdier er glæde og sammenhold. Vi har forsøgt at gøre det til en fest at komme forbi Ishøj. Vi går meget op i, at alle der kommer forbi får en god oplevelse. Det betyder, at vi eksempelvis har cheerleaders til kampene. På den måde prøver vi at få ry for at være den fede klub at spille i frem for den farlige,” fortæller formanden.

"Samarbejdet betyder meget for os. Vi ville ikke undvære det"

Understøtter de frivillige hænder

Ishøj IF har et samarbejde med DIF Get2Sport. Samarbejdet er vigtigt for klubben, fordi Get2Sport understøtter det arbejde, der allerede er i Ishøj IF. Det er nemlig ikke idéerne, der mangler.

 

”En af vores største udfordringer i klubben er, at vi mangler frivillige hænder. Alle i klubben er der jo frivilligt i forvejen, og det er svært at få flere ind. Derfor er det dejligt med Get2Sport, der kan hjælpe os med noget af det arbejde, som frivillige ellers skulle lave,” understreger Lisbeth.

 

Klubben har også været vært for de såkaldte Get2fodboldskoler, der er en fodboldskole for de børn, der måske ikke har råd til at betale for de fodboldskoler, som DBU udbyder.

 

”De her fodboldskoler har været helt vildt populære hos os. Hvis vi kunne sælge 100 billetter mere, havde vi gjort det uden problemer,” understreger hun.

 

Lisbeth forklarer, at det også er vigtigt for hende, at hun kan sparre med Get2Sport. På den måde kan hun få vendt nogle ting med Get2Sport, som måske har nogle erfaringer, som Ishøj kan få gavn af.

 

”Samarbejdet betyder meget for os. Vi ville ikke undvære det,” siger hun.

 

Giver respekt med en kvindelig formand

Selvom Lisbeth er kvindelig formand i en klub med mange mandlige medlemmer, er det slet ikke noget, hun har skænket en tanke.

 

”Om det er en kvinde eller en mand – det betyder ikke så meget. Men jeg er den første kvindelige formand, og det har givet stor respekt,” fortæller Lisbeth.

 

Paradoksalt nok er én af de største udfordringer i klubben rent faktisk at få flere piger til at starte til fodbold i klubben. Det er dog noget, som de er meget opmærksomme på i Ishøj.

 

”Vi forsøger virkelig at tiltrække flere piger i samarbejde med Get2Sport. Vi har eksempelvis haft Pigeraketten, hvor vi inviterede alle byens piger til klubben. Der fik vi mange spillere. Men det er svært at få pigerne til at starte i klubben, og jeg håber virkelig, at vi knækker koden, når vi er tilbage på banerne igen,” lyder det fra formanden.

 

Get2Sport er finansieret af satspuljemidler, TrygFonden, DIF samt støttet af Guldsmeden Hotels.