Taastrup friluftspavillon

Taastrup friluftspavillon er placeret i park- og naturområdet ved Taastrup idrætscenter. I umiddelbar nærhed af friluftspavillonen er der både skole, daginstitutioner, en spejdergruppe og flere boligområder, som alle har glæde af friluftspavillonen.
Taastrup friluftspavillon er placeret i park- og naturområdet ved Taastrup idrætscenter. I umiddelbar nærhed af friluftspavillonen er der både skole, daginstitutioner, en spejdergruppe og flere boligområder, som alle har glæde af friluftspavillonen.

Projektet kort fortalt

Friluftspavillonen i Taastrup er et godt eksempel på, hvordan man kan introducere outdooraktiviteter for børn og unge i grønne områder omkring idrætsparker. Beliggenheden i tilknytning til et idrætscenter giver gode muligheder for at tilgodese forskellige målgrupper. Bl.a. får de mere traditionelle idrætsforeninger mulighed for at bruge friluftspavillonen som et nyt og anderledes supplement til deres idræt, og på den måde bliver de introduceret til outdooridræt.

Området omkring Taastrup idrætscenter rummer allerede en række udendørs idrætsfaciliteter i tilknytning til idrætshallen. Det er f.eks. udendørs træningsredskaber, padeltennis og boldbaner. Området hænger sammen med Mølleparken, hvor der er stier, faste orienteringsposter og discgolf. Og herfra er der videre sammenhæng til hele Store Vejleådal og Kongsholmsparken i Albertslund Kommune.

Friluftspavillonen er således både en base for de nære aktiviteter med børn og unge og et godt udgangspunkt for længere ture.

Beliggenhed

Friluftspavillonen er placeret i Taastrup Idrætspark (se rød cirkel) omgivet af boldbaner, krat og læhegn. Fra friluftspavillonen er der direkte adgang videre til Mølleparken, der er en mere naturpræget park med skovbevoksning, sø og å.

Friluftspavillonen binder Taastrup Idrætspark sammen med Mølleparken og skaber en forbindelse, der kan få idrætsudøvere til at opleve naturen.

I området ved Taastrup Idrætscenter er der fodboldbaner, padelbaner, forhindringsbane og mulighed for at supplere med flere idrætsfaciliteter.

I Mølleparken er der stier samt en discgolfbane og faste orienteringsposter. Der er desuden ganske kort afstand til Store Vejleådalen og Kongsholmparken, hvor der er MTB-spor, naturlegepladser og løberuter.

Arkitektoniske greb

  • Pavillonen er tænkt som en modulær struktur, bestående af en punktfunderet trækonstruktion, der kan skærmes med tag og oplukkelige facadeelementer.
  • Dagslys trækkes ind gennem de oplukkelige dele af facaden og via et gennemgående vinduesbånd i toppen.
  • Mulighed for at åbne og lukke facaderne giver fleksibilitet og funktionalitet. Dette skaber dynamiske rum, der kan tilpasses vejrforhold og aktiviteter, og sikre brugbarhed året rundt.
  • Facaderne kan lukkes og skabe intime rum, med nicher til nærvær og fordybelse. Og ved at åbne facaderne udviskes grænsen mellem inde og ude, der sikres visuelle forbindelser og bygningens udseende ændres.
  • Fold- og svingbare elementer, mange forskellige apteringer, og muligheder for at hænge redskaber op i konstruktionen, skaber en levende og foranderlig atmosfære, med en vifte af tilbud om ophold, leg og bevægelse.

Fakta om friluftspavillonen

Projektejer: Høje-Taastrup Kommune er projektejer og står også for den daglige drift og vedligehold.

Etableringsomkostninger: Selve friluftspavillonen har kostet 1 mio. kr. i anlægsomkostninger. Hertil kommer 300.000 kr. til tegnestuen samt yderligere 200.000 kr. til supplerende faciliteter i området, bl.a. hængekøjer, bænke, slack-lines og discgolfkurve..

Tegnestue: Schønherr (https://schonherr.dk/)

Finansiering: Nordea-fonden og Høje-Taastrup Kommune har finansieret hver 50% af anlægsomkostningerne.

Kontakt