Esport til DIF DM-ugen 2026

D. 25.-28/6 2026 åbnede DIF DM-ugen dørene op for esport i Herning for første gang!
D. 25.-28/6 2026 åbnede DIF DM-ugen dørene op for esport i Herning for første gang!

Esport kom til DIF-DM-ugen

DIF DM-ugen viser og hylder det bedste fra toppen af dansk eliteidræt, og som noget helt nyt blev esporten en del af festlighederne.

2026 markerer nemlig året, hvor esporten for alvor indtog den store scene ved DM-ugen. Med deltagelse i DM-ugen formåede DIF at bygge bro mellem esport og traditionel idræt og understøtte nye typer af idrætsfællesskaber. Ved siden af de traditionelle sportsgrene kom esporten til live gennem fem forskellige specialforbund, der introducerede besøgende for den digitale verden og dens voksende betydning. 

Midt i Herning kunne besøgende prøve kræfter med forskellige e-discipliner i den flotte bygning Bethania i DM-ugens Kom-og-Prøv område, mens Herning Ny Teater blev omdannet til en imponerende scene for finalerne.

De fem specialforbund, der deltog i DIF DM-ugen med sine e-discipliner var:

🚘 SimRacing v. Dansk Automobil Sports Union

🛫 E-svæveflyvning v. Dansk Svæveflyver Union

🎯 ShootAthlon v. Dansk Skytte Union | Skydesport Danmark

⛵ E-sejlsport v. Dansk Sejlunion

⚽ eFodbold v. Dansk Boldspil-Union

Skoledag, familieoplevelser og finaler - her er hvad du gik glip af

Festlighederne blev skudt i gang d. 26/08, hvor flere skoleelever fra Herning kom på besøg og slog sig løs i esportens verden. Med masser af grin og kampråb blev Bethania-bygningen for en stund fyldt med masser af børn og unge, der bl.a. sejlede om kap på havet i e-sejlsport og heppede på klassekammeraterne i e-fodbold, hvor de udfordrede DBU-repræsentanterne på banen.

Resten af weekenden bød Bethania hele Herning velkommen til en interaktiv legeplads, hvor venner og familie, børn og voksne kunne prøve kræfter med specialforbundenes discipliner. Her var der mulighed for både at konkurrere, være nysgerrig og få et indblik i, hvordan esport også er et sted for fællesskab og leg. Der var aktiviteter for både de garvede gamere og dem, der måske satte sig til rette ved en controller for allerførste gang.

Lørdagen bød på den store finaledag i Herning Ny Teater, hvor de fem specialforbund på skift afholdt DM-finaler i deres respektive e-discipliner. Her blev de første officielle danmarksmestre i esport kåret, mens publikum kunne følge med fra tilskuerpladserne og opleve finalisterne kæmpe om guldet helt tæt på. Finaledagen samlede dermed weekenden om det, det hele handlede om: konkurrencen, fællesskabet og kampen om at blive danmarksmester.

Med specialforbundenes deltagelse viste weekenden bredden i esporten og de mange måder, hvorpå gaming kan kobles til idrætten. Her er der plads til både konkurrence, fællesskab og nye oplevelser – og ikke mindst viste esporten, at det kan være meget mere end blot at sidde foran en skærm.

Oplev finalerne igen!

Vil du gerne opleve, hvordan finalerne i esport forløb? Vælg sportsgrenen nedenfor og tryk på linket.

For mere information