DIF Esport: Bevægelse og performanceforløb

Det kræver mere end mange timer foran skærmen at udvikle sig som esportsudøver. Krop, mental trivsel, gode vaner, restitution og holdets fællesskab har også betydning for, om unge spillere kan præstere og udvikle sig over tid. Derfor tilbyder DIF gratis forløb i 'Esport: Bevægelse & Performance' til ungdoms- og talenthold i esport.
Det kræver mere end mange timer foran skærmen at udvikle sig som esportsudøver. Krop, mental trivsel, gode vaner, restitution og holdets fællesskab har også betydning for, om unge spillere kan præstere og udvikle sig over tid. Derfor tilbyder DIF gratis forløb i 'Esport: Bevægelse & Performance' til ungdoms- og talenthold i esport.

Hvem er forløbene relevant for?

Alle, der er interesserede, kan ansøge om et performanceforløb, selvom man ikke nødvendigvis er en af vores primære målgrupper.

Vi arbejder også meget gerne med jer, som er ambitiøse unge under 25 år, er i arbejde eller i skolesystemet,  er deltidsprofessionelle eller noget helt fjerde. 

Send os en ansøgning, og vi tager en dialog om jeres muligheder!

Primær målgruppe:

  • Ungdoms- og talenthold med spillere i eller omkring efterskolealderen.

  • Esportforeninger og efterskoler, der arbejder med ambitiøse unge spillere.

  • Hold, der ønsker at koble udvikling i spillet med fysisk og mental trivsel.

  • Trænere og spillere, der vil arbejde mere helhedsorienteret med performance.

Hvad består forløbene af?

Et forløb består af otte timers undervisning med en erfaren performancecoach. Undervisningen kombinerer korte oplæg, dialog, refleksion og praktiske øvelser og tager udgangspunkt i holdets spil, niveau, behov og ambitioner. De otte timer kan afvikles på én dag eller fordeles over flere dage efter aftale med performancecoachen.

Alle forløb indeholder ét modul med fokus på krop og bevægelse. Her arbejder spillerne praktisk med eksempelvis fysisk træning, mobilitet, ergonomi, pauser og restitution – og med sammenhængen mellem kroppen, energien, koncentrationen og præstationen i spillet. Modulet tilpasses holdet og de fysiske rammer, I har til rådighed.

I et performanceforløb arbejdes der bl.a. med:

  • Krop, fysisk træning og mobilitet: Hvordan bevægelse, fysisk form og gode rutiner kan understøtte energi, koncentration og præstation.

  • Mental træning og stresshåndtering: Redskaber til at håndtere pres, nervøsitet, fejl og nederlag og til at bevare ro og fokus.

  • Livsmestring og planlægning: Balance mellem esport, uddannelse eller arbejde, søvn, restitution, kost, fritid og relationer.

  • Dual career og fremtidsplaner: Hvordan spillerne kan kombinere deres esportsambitioner med uddannelse eller arbejde og planlægge deres næste skridt.

  • Grindkultur og talentudvikling: Forskellen mellem mange timers spil og målrettet træning samt risikoen for overbelastning og udbrændthed.

  • Holdmiljø og relationer: Holdkultur, roller, tryghed, kommunikation, feedback og de mennesker, der er omkring spillerne.

  • Forældre og sociale rammer: Støtte, forventninger og dialog med forældre eller andre nære personer.

  • Ergonomi, sundhed og integritet: Arbejdsstilling, udstyr, pauser, søvn og kost samt stimulanser, doping, matchfixing og fair play.

I er med til at sætte retningen

Et performanceforløb følger ikke ét fast program. Inden forløbet taler træneren og spillerne med performancecoachen om holdets hverdag, ambitioner og vigtigste udviklingsbehov. I peger på de emner, I især ønsker at arbejde med, hvorefter coachen sammensætter et fagligt sammenhængende forløb. På den måde får I et forløb, der tager afsæt i netop jeres hold – og som kan omsættes til konkrete vaner og handlinger efter undervisningen.

Forløbene er en del af Fremtidens Idræt for Børn og Unge (FIBU), som er støttet af A.P. Møller Fonden. Forløbene er tilgængelige t.o.m. 2027.

Ansøg om et gratis forløb i dag!

Forløbet er gratis. Udfyld formularen nedenfor og fortæl kort om jeres hold, jeres ambitioner og de områder, I særligt gerne vil udvikle. Når DIF har modtaget jeres ansøgning, kontakter vi jer om det videre forløb.