Vil I vide mere om fondens støttemuligheder, betingelser og ansøgningsproces?
I mere end 60 år har DBU’s Ungdomsfond støttet unge, klubber og personer med tilknytning til dansk idræt. Fonden støtter ikke kun fodboldaktiviteter, men kan også hjælpe idrætsudøvere og idrætsledere, der uforskyldt er kommet i en vanskelig livssituation.
Der er flere muligheder for at søge støtte, og det er derfor relevant for både idrætsforeninger, institutioner, trænere og ledere at kende til fonden.
Støtte til ungdomsfodbolden (U13-U19)
Fodboldklubber under DBU kan søge økonomisk støtte til aktiviteter for ungdomshold i alderen U13-U19.
Det kan eksempelvis være støtte til:
-
Deltagelse i turneringer og stævner i Danmark eller udlandet.
-
Sociale aktiviteter, der styrker fællesskabet på ungdomsholdene.
-
Ophold på idrætsskoler.
Hjælp til idrætsudøvere og idrætsledere i en svær situation
Fonden kan også yde støtte til danske idrætsudøvere og idrætsledere, der uforskyldt er kommet i nød som følge af eksempelvis sygdom, ulykke eller andre vanskelige forhold.
Det kan både være fysiske, psykiske, sociale og økonomiske udfordringer. Muligheden for støtte kan desuden omfatte nære pårørende eller efterladte.
Støtte til idræt for unge med handicap
Institutioner med et alment eller socialt formål kan ligeledes søge støtte, hvis de tilbyder idrætsaktiviteter til unge med fysiske eller psykiske handicap, som betyder, at de ikke har mulighed for at dyrke idræt på almindelige vilkår.
Hjælp med at sprede budskabet
DBU’s Ungdomsfond opfordrer idrætsforbund, foreninger og faglige netværk til at dele informationen om fondens støttemuligheder.
En træner, holdkammerat, foreningsleder, rådgiver eller pårørende kan være den, der gør en potentiel ansøger opmærksom på muligheden for at søge hjælp.
Del derfor gerne informationen i jeres forening og hjælp med at sikre, at flere kender til de muligheder, fonden tilbyder.
Læs mere og søg støtte
Kontakt
Har I spørgsmål til DBU’s Ungdomsfond, kan I kontakte fondens sekretariat:
Lana Isabella Maaruf
Politisk konsulent, Dansk Boldspil-Union
E-mail: lama@dbu.dk
Telefon: 21 14 64 30