Ny oversigt gør det lettere at finde støtte til klimaindsatser

Har jeres forening en idé til en grønnere hverdag, men mangler I finansieringen til at komme i gang? DIF har samlet en række fonde og puljer, der kan hjælpe jer med at tage næste skridt.
Ditte Buxbom Friis
15. okt. 2026
Har jeres forening en idé til en grønnere hverdag, men mangler I finansieringen til at komme i gang? DIF har samlet en række fonde og puljer, der kan hjælpe jer med at tage næste skridt.

Måske trænger klubhuset til en energirenovering. Måske vil I reducere affaldet ved at indføre et pantsystem, eller måske har I en helt anden idé til, hvordan jeres forening kan blive mere klimavenlig.

Uanset projektet kan økonomien være en barriere for at komme fra idé til handling. Derfor har DIF lavet en ny puljeoversigt, som gør det lettere for idrætsforeninger at finde relevante steder at søge støtte til klima- og bæredygtighedsprojekter.

Find en pulje, der passer til jeres projekt

Puljeoversigten samler både nationale, kommunale og lokale fonde og puljer. I kan blandt andet sortere efter, hvad jeres projekt handler om, og hvor i landet det skal gennemføres.

Det betyder, at I ikke behøver starte med at kende navnet på en bestemt fond. I kan tage udgangspunkt i jeres idé og bruge oversigten til at undersøge, hvilke muligheder der findes.

Måske er den støtte, der kan få jeres projekt i gang, bare et par klik væk

Puljeoversigten er tænkt som et sted at starte, når I skal undersøge mulighederne for finansiering. Den er ikke en komplet liste over alle fonde og puljer, og både ansøgningsfrister, kriterier og vilkår kan ændre sig.

Derfor er det altid vigtigt at gå videre til den enkelte fonds hjemmeside og tjekke de aktuelle oplysninger, inden I sender en ansøgning.

Så har I en idé i skuffen, som I længe har haft lyst til at føre ud i livet, kan puljeoversigten være et godt sted at begynde.

Kontakt

Flere nyheder