På et år har kulturpas nået flere end hver fjerde i målgruppen
I dag er det et år siden, at de første unge kunne få et kulturpas og dermed 1.000 kroner til oplevelser og aktiviteter inden for kultur, idræt og foreningsliv.
Siden har 12.683 unge i næsten alle landets kommuner fået et kulturpas. Det svarer til omkring hver fjerde af de unge, ordningen er sat i verden for at nå. Samtidig er over 3.400 kultur-, idræts- og foreningsaktører blevet en del af ordningen.
Ifølge Anne Mette W. Nielsen, ph.d. og lektor ved Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet, viser tallene, at det på kort tid er lykkedes kulturpas at blive en landsdækkende indsats:
“Når man udvikler en ny ordning for så forskellige unge, er tid helt afgørende. Det kræver, at aktørerne får mulighed for at prøve sig frem og samarbejde på tværs for at skabe gode og relevante deltagelsesmuligheder for flere unge. Derfor hæfter jeg mig også ved, at det er et relativt stort antal unge, kulturpas har nået på det første år, særligt når vi taler om en målgruppe, som ellers ofte opleves som svær at nå,” siger Anne Mette W. Nielsen.
For Malena blev kulturpas det første skridt
En af de unge, der har fået et kulturpas, er Malena fra Aarhus. Hun havde kun få erfaringer med kulturlivet, da hun fik sit kulturpas. Selvom hun med den nye ordning havde fået mulighed for at opsøge kulturlivet, var det ikke naturligt for hende straks at opsøge de tilbud, hun ikke kendte i forvejen.
"Jeg er ikke vokset op med at gå på museum eller i teatret. Derfor vidste jeg ikke, hvordan man gjorde, eller hvad der ventede mig. Det gjorde det svært at tage afsted," fortæller Malena.
Gennem ungeindsatsen Opgang2 tog hun første gang på museum sammen med andre unge. Siden har hun selv brugt kulturpasset og blandt andet besøgt Naturhistorisk Museum med sin kæreste.
"Kulturpasset har udvidet min horisont, og nu har jeg meget mere lyst til at prøve noget nyt, fordi jeg er blevet mere tryg ved det," siger hun.
Malenas historie er blot ét eksempel på en af erfaringerne fra kulturpassets første år. For nogle unge kan den økonomiske mulighed åbne døren til nye arenaer, mens relationer og støtte kan være afgørende for, at andre unge overhovedet kommer ud ad døren.
Vil bygge videre på de gode erfaringer
Forsøget med kulturpas løber efter de nuværende rammer til udgangen af 2026. Siden lanceringen er nye unge kommet til ordningen hver måned, og antallet af tildelte kulturpas er vokset løbende gennem det første år.
Samtidig er der opbygget et landsdækkende netværk med mere end 3.400 aktører og samarbejder med blandt andet FGU'er, kommuner og organisationer, der arbejder med unge i målgruppen.
"Kulturpas har givet os nye muligheder for at samarbejde med kultur- og idrætsaktører og tage eleverne med ud til oplevelser og fællesskaber, de måske ikke selv ville have opsøgt. Det giver os som skole flere muligheder for at bygge bro mellem de unge og det kultur-, idræts- og foreningsliv, der findes omkring dem," siger Charlotte Løkke, skoleleder på FGU Syd- og Midtfyn.
I regeringsgrundlaget lægger regeringen op til at udvide kulturpas, så flere unge får adgang til flere fællesskaber. Hvordan kulturpas konkret skal udvides, er endnu ikke fastlagt.
For Det Nationale Partnerskab for Kulturpas, som består af Danmarks Idrætsforbund og Dansk Kulturliv, er det vigtigt, at erfaringerne fra det første år bliver taget med i overvejelserne om udvidelsen.
"Det første år har vist os, at vi når de unge, når vi lykkes med at skabe gode samarbejder mellem dem, der allerede har kontakten til de unge, og dem, der kan åbne døren til nye aktiviteter og fællesskaber. Det tager tid at bygge de strukturer op. Men nu har vi samarbejderne, erfaringerne og kontakten til de unge, og det håber vi at få mulighed for at bygge videre på," siger Mai Villadsen, på vegne af Det Nationale Partnerskab for Kulturpas og direktør i Dansk Kulturliv.
Fakta om Kulturpas
-
Kulturpas er et landsdækkende forsøg, der skal gøre det lettere for 49.000 unge i alderen 15-24 år, som står uden for uddannelse og job, eller som går på FGU, at finde vej til meningsfulde aktiviteter og sociale fællesskaber.
-
Kulturpas blev lanceret d. 30. september 2025 og løber indtil d. 31. december 2026.
-
Kulturpas giver unge i målgruppen 1.000 kroner i både 2025 og 2026 til oplevelser og aktiviteter inden for kultur-, idræts- og foreningsliv over hele landet.
-
12.683 unge (25%) på tværs af 97 kommuner har indtil videre fået et kulturpas.
-
Mere end 3.400 kultur-, idræts- og foreningsaktører er en del af ordningen.