Beskrivelse af de ni idrætshaller, der har gennemført et udviklingsforløb. Billederne ovenfor står i samme rækkefølge.
Løkken Idrætscenter: Her er hallen fuldt booket, men mangler at fungere som naturligt mødested. Projektet vil ændre Løkken Idrætscenter til et idræts- og aktivitetshus, der giver byen et mere åbent, fleksibelt og levende samlingssted for flere. Ændringen skal ske med afsæt i husets ikoniske 70’er stil og naturen ved Vesterhavet.
Asaa Hallen: Her savnes flere aktive, især unge og voksne. Hallen har i dag 300–400 brugere, men opleves lukket på grund af sin arkitektur. Ved at lave et samlet ankomstområde med ny hovedindgang, en fælles opholdsstue og et større åbent og fleksibelt rum skal Asaa Hallen ændres til et aktivitetshus og samlingspunkt, hvor bevægelse og kreativ udfoldelse smelter sammen og fremmer både fysisk og mental trivsel.
Stadionhallen Holstebro: Stadionhallen midt i Holstebro by har potentiale til mere liv, både for nuværende og potentielle nye brugere. Derfor vil man omdanne hallens lukkede rum, gange og oversete kvadratmeter til lyse og sammenhængende miljøer og fleksible arealer. Samtidig ønsker man at introducere en åben driftsform, der giver nye brugere mulighed for at udvikle og afprøve aktiviteter uden at binde sig til faste tider fra begyndelsen.
Ølgod Hallerne er udbygget i flere etaper, hvilket har skabt oplevelsen af, at rummene er lukkede. Ønsket er at skabe et nyt hjerterum centralt i hallerne, hvor forpladsen mod vest,
skoven mod øst og hallerne mod nord og syd mødes i ét samlet rum. Samtidig vil projektet arbejde med hallernes kantzoner og åbne hallerne op, så der kommer mere dagslys ind og opstår nye kig på tværs af bygningen, der kan skaber bedre overblik og en oplevelse af samhørighed mellem husets funktioner. Hallen har op mod 500 daglige brugere.
Hammershøj Hallen er fuldt booket, men ønskes gjort mere levende, moderne og åben ved at lave en ny ankomst og plads ved hallen, en bedre udnyttelse af vægge og m2 samt en række nye åbninger i hallens murværk i alle retninger. Huset skal rumme både idræt, kreative aktiviteter og uformelle møder og indgå som en del af projektet Højdepunktet, der skaber en helhed mellem hal, skole og friluftsbad og gør hallen til mødested for beboerne i Hammershøj og de nærliggende landsbyer.
Kolt-Hasselagerhallerne: Kolt-Hasselager har haft befolkningstilvækst siden 2015, og udviklingen forventes at fortsætte. Idrætshallerne opleves som nedslidte, lukkede og usammenhængende. For at gøre dem til et stærkt og bæredygtigt samlingspunkt for hele lokalområdet, vil man bygge de to haller sammen og etablere en ny fælles identitet og indgang, der også skal fungere som stedets dagligstue og caféområde med vision om at blive stedets spisestue. Et levende mellemrum, der forbinder hallerne – både inde og ude.
Marskhallen i Højer står alt for ofte tom og de forskellige brugere er meget spredt i hallen. Derfor skal den gentænkes som et åbent og tilgængeligt aktivitetscenter for alle generationer. Fokus er på at etablere et nyt centralt hjerterum i hallen og skabe huller og nye forbindelser i de eksisterende bygninger, så rammerne bliver mere inkluderende og livlige. Også organiseringen af huset skal gentænkes, så de lokale ønsker om flere aktiviteter og øget fællesskab kan lade sig gøre inden for de eksisterende rammer.
Skovparkhallen i Nyborg adskiller sig med sin særlige arkitektur og sit karakteristiske tag med halvbuede betonelementer. Fremover skal hallen ikke bare være en nøglehal, men et åbent og inviterende kvartershus, der er lettere at aflæse og tage i brug – både for de faste brugere og for Skovparkkvarterets beboere, lokale grupper og brugere af Teglværksskoven og stranden. Ved at åbne facaderne, lave trygge stiforbindelser og skabe plads til aktiviteter omkring hele bygningen er der bl.a. fokus på at sikre sammenhængskraften i kvarteret.
Sakskøbing Sportscenter: I Sakskøbing på Lolland ønskes et idræts- og fællesskabshus, der samler mennesker på tværs af alder, fysik og interesser og giver plads til både organiseret idræt, spontane aktiviteter og fællesskab. Sportscenteret har en anderledes arkitektur med syv plan, men fremstår nedslidt. Projektet indeholder både forslag om nedrivning, transformation og nybyggeri. Det nye skal bygges med det eksisterende, og de kvaliteter, materialer og spor, der kan bevares, skal indgå aktivt i den nye helhed. Hallen er fuldt booket, og projektet skal imødekomme efterspørgslen og bidrage til bedre sundhed.