Børn & Unge

Giv unge mod på at blive fremtidens frivillige

Har I unge i 8. eller 9. klasse, som har lyst til at tage mere ansvar i foreningslivet? Så er Ungleder Camp måske noget for dem.
4. sep. 2026
Har I unge i 8. eller 9. klasse, som har lyst til at tage mere ansvar i foreningslivet? Så er Ungleder Camp måske noget for dem.

KFUMs Idrætsforbund inviterer sammen med Dansk Skøjte Union og Dansk Vægtløftningsforbund til Ungleder Camp 2026. Campen er for unge i 8. og 9. klasse, der interesserer sig for foreningslivet og har lyst til at udvikle sig som unge ledere.

Fire dage med fællesskab og udvikling

På Ungleder Camp får de unge mulighed for at prøve kræfter med ansvar og ledelse gennem praktiske øvelser og fælles oplevelser. De arbejder blandt andet med:

  • Samarbejde og fællesskab
  • Kommunikation og formidling
  • Selvværd, selvtillid og ansvar
  • Roller i foreningen
  • At tage initiativ og engagere andre

Målet er at give de unge lyst og mod til at engagere sig i deres forening, både nu og i fremtiden. De får blandt andet nye værktøjer, mere selvtillid og mod til at tage ordet.

 

Campen afholdes 12.-15. oktober 2026 på Hellebjerg Idrætsefterskole i Juelsminde, hvor de unge møder andre unge fra hele landet.

Hvem kan deltage?

Campen er for unge med interesse for foreningslivet. De behøver ikke allerede være træner eller frivillig. Det vigtigste er, at de har lyst til at prøve kræfter med ansvar, ledelse og fællesskab. 

Har I en ung i foreningen, som kunne være et godt match til Ungleder Camp? Så prik dem på skulderen og send dem videre til tilbuddet.

Om Ungleder Camp

Ungleder Camp er udviklet i et samarbejde mellem KFUMs Idrætsforbund, Dansk Skøjte Union og Dansk Vægtløftningsforbund. Campen er tænkt som en treårig uddannelse, hvor hvert år kan stå alene. I 2026 inviteres unge til første år.

 

Spørgsmål til campen? Kontakt Maja Lund Tast fra KFUMs Idrætsforbund på 40 57 81 80 eller maja@kfumid.dk

Flere nyheder