DIF Skole OL vokser igen: Rekordmange elever og skoler er med

Over 75.000 elever fra hele landet har i dette skoleår været tilmeldt DIF Skole OL, som nu er til stede på næsten hver anden skole i Danmark. Til juni samles knap 8.000 elever til den store finale i København.
DIF Skole OL er nu til stede i 95 kommuner og på næsten hver anden skole i Danmark. I det her skoleår har over 75.000 elever været tilmeldt projektet, som skal styrke børn og unges trivsel og fællesskaber gennem idræt i skolen.
Siska Bengtsson Rona
21. maj 2026
DIF Skole OL er nu til stede i 95 kommuner og på næsten hver anden skole i Danmark. I det her skoleår har over 75.000 elever været tilmeldt projektet, som skal styrke børn og unges trivsel og fællesskaber gennem idræt i skolen.

DIF Skole OL fortsætter med at vokse på landets skoler. I dette skoleår har 768 skoler været en del af DIF Skole OL, der med 75.286 tilmeldte elever sætter ny rekord.

Næsten hver anden skole har haft DIF Skole OL med i årshjulet, hvilket vækker stor glæde hos Danmarks Idrætsforbund.  

”Det er imponerende at se, hvordan DIF Skole OL har bredt sig til skoler i 95 kommuner. Det viser, at mange skoler prioriterer fællesskab, bevægelse og positive oplevelser med idræt som en del af skoledagen,” siger Hans Natorp, formand i DIF.  

DIF Skole OL består af undervisningsforløb for indskolingen og lokale idrætsstævner for elever i 4.-8. klasse med fokus på deltagelse, fællesskab og bevægelsesglæde.

En vigtig del af DIF’s ambitioner

Hos Danmarks Idrætsforbund ser formand Hans Natorp samtidig de stigende tilmeldinger som et vigtigt skridt i arbejdet med at styrke børn og unges tilknytning til idrætten.

”Vi er i DIF Danmarks største børne- og ungeorganisation, og her er DIF Skole OL en vigtig indsats. Vi møder børnene i skolen og giver dem oplevelser med idræt og fællesskab, som forhåbentlig kan vække lysten til også at blive en del af foreningsidrætten,” siger Hans Natorp.

Rundt om i landet er lokale foreninger og specialforbund med til at skabe rammerne om DIF Skole OL’s lokalstævner – og uden den opbakning ville stævnerne ikke kunne lade sig gøre.

”En stor del af succesen hos os skyldes de mange foreninger og specialforbund, der engagerer sig i DIF Skole OL rundt om i landet. De er med til at gøre lokalstævnerne til noget særligt for eleverne og skabe kontakt mellem skolerne og idrætten i lokalområdet,” siger Martin Hagstrøm Christensen, der er projektleder i DIF Skole OL.

Rekordår kulminerer med OL-finale

Rekordåret kulminerer fra den 9.-12. juni, når knap 8.000 elever (4.-8. klasse) fra hele landet samles til DIF Skole OL-finalen i København. Her bliver Sundby Idrætspark forvandlet til en skoleolympisk by med idræt, fællesskab og olympisk stemning.

FAKTA: Udviklingen i DIF Skole OL

0.-3. klasse

2024/2025

2025/2026

Elever

19.525

29.179

Klasser

940 

1.435

Skoler

362**

511**

4.-8. klasse

2024/2025

2025/2026

Elever

47.651*

46.107*

Klasser

1.724 *

1.654*

Skoler

462** 

431**  

Lokalstævner

145

145

* Klasser og elever, der har deltaget i flere lokalstævner, tæller med flere gange. Eks. hvis klassen har deltaget i to lokalstævner, tæller klassen og eleverne med to gange. Derfor dækker de opgivne tal over deltagertilfælde og ikke unikke deltagere.  

** 768 unikke skoler har samlet set deltaget i Skole OL. Ifølge Danmarks Statistik svarer det til 47 procent af landets skoler (Folkeskole, Privatskole og Friskole). 

Der har været tilmeldt klasser fra 95 kommuner.