Folketingsvalg
DIF roser S-udspil: Alle børn skal med i foreningslivet
Socialdemokratiet lægger i deres nye børneudspil op til, at alle børn skal være en del af et fritidsfællesskab. Det kan for eksempel ske ved at give børn i 2. klasse et gratis medlemskab.
Den ambition møder opbakning hos Danmarks største børne- og ungeorganisation DIF (Danmarks Idrætsforbund) med 900.000 medlemmer under 18 år.
”Tak til Mette Frederiksen for at anerkende den enorme værdi, de fysiske fællesskaber har for vores børn og unge. Foreningerne er ét af de få steder, hvor vores børn og unge fortsat ses uden for skolen. Vi ved, at det har store positive effekter for både trivsel og sundhed for vores børn, og at det giver selvværd og demokratisk selvtillid, der forplanter sig til livets andre arenaer. Derfor skal vi have alle børn med," siger Hans Natorp, der er formand i DIF.
Mange idrætsforeninger arbejder i dag allerede sammen med dagtilbud og skoler, og det arbejde ser DIF et yderligere potentiale i at arbejde videre på med en kommende regering uanset sammensætning.
"Vores foreninger er klar til at tage imod, og så skal vi sørge for at understøtte brobygningen mellem de lokale institutioner og foreningslivet, så vi også får dem med, der ikke i dag er en del af en idrætsforening. Vi er klar til at drøfte muligheder og konkrete tiltag med en kommende regering," siger Hans Natorp.
”Vi ønsker, at det skal være en norm at gå til en fritidsaktivitet efter skole. (...) Og derfor vil vi gøre mere for at styrke fritids- og foreningslivet. Det kunne f.eks. være ved, at alle børn får tilbudt et års gratis fritidsaktivitet, når de går i 2. klasse.”Uddrag fra børneudspillet