Få en gratis trænerworkshop i jeres forening

En træner står midt i en træning med forskellige niveauer, forventninger og behov – mens forældre følger med fra sidelinjen. Det er en situation, mange kender. Men hvordan griber man det an i praksis, og hvordan sikrer man, at alle trænere arbejder i samme retning? Med en gratis trænerworkshop kan I give jeres trænere konkrete greb til hverdagen og skabe en fælles retning i foreningen.
Bettina Bai
25. mar. 2026
En træner står midt i en træning med forskellige niveauer, forventninger og behov – mens forældre følger med fra sidelinjen. Det er en situation, mange kender. Men hvordan griber man det an i praksis, og hvordan sikrer man, at alle trænere arbejder i samme retning? Med en gratis trænerworkshop kan I give jeres trænere konkrete greb til hverdagen og skabe en fælles retning i foreningen.

Når I bestiller en workshop, kommer en Trænerløfte-ambassadør ud i jeres forening og faciliterer et praksisnært og involverende forløb for jeres trænere. Workshoppen tager afsæt i Trænerløftet, som er udarbejdet af Danmarks Idrætsforbund, og er bygget op, så det kan bruges direkte i træningen. Trænerne arbejder med genkendelige dilemmaer fra deres hverdag og omsætter dem til konkrete handlinger, de kan bruge med det samme.

Fra værdier til handling i træningen

På workshoppen bliver trænerne skarpe på, hvad der er vigtigt for dem som trænere – og hvordan det kommer til udtryk i praksis. Det handler om at gøre værdierne synlige i træningen og træffe bevidste valg i situationer, hvor der ikke er ét rigtigt svar. Trænerne tager afsæt i deres egne erfaringer og får konkrete greb, de kan bruge allerede i næste træning.

Et fælles sprog på tværs af trænere

Når trænere fra forskellige hold, discipliner og niveauer arbejder med de samme temaer, skaber det en fælles forståelse af trænerrollen i foreningen. Det styrker samarbejdet i hverdagen og gør det lettere at afstemme forventninger – også for nye trænere. Når alle trænere gennemfører forløbet og aflægger Trænerløftet, får foreningen et stærkt udgangspunkt for at arbejde med fælles trænerværdier og en tydelig retning.

En gevinst for både trænere og ledelse

Workshoppen styrker ikke kun den enkelte træner, men også foreningen som helhed. For ledelsen giver det et bedre fundament for at arbejde med trænerudvikling og styrker samtidig den videre udvikling af foreningens trænere – med en mere ensartet tilgang til træningen som resultat. Mange oplever, at dialogen med trænerne bliver lettere, og at der opstår mere sammenhæng i hverdagen. Det kan være med til at skabe mere ro og gøre det mere attraktivt at være træner over tid.

Overblik over jeres trænere

På workshoppen får I også indsigt i fordelene ved at anvende TrænerID – et værktøj, der giver foreningen et samlet og opdateret overblik over alle klubbens trænere. Det gør det lettere at holde styr på kompetencer, planlægge udvikling og administrere trænergruppen i hverdagen. Samtidig kan TrænerID holde styr på fx børneattester, så I har det samlet ét sted og nemt kan følge op. At anvende TrænerID er gratis.

Let at sætte i gang – bestil workshop i dag

Workshoppen varer typisk 2,5 time og tilpasses foreningen og trænerne. Den er praksisnær og kræver ikke omfattende forberedelse. 

Udbyttet af trænerworkshoppen

- efter endt trænerworkshop får I

  • konkrete værktøjer, som trænerne kan bruge med det samme
  • konkrete greb til at håndtere dilemmaer fra trænerhverdagen
  • større klarhed over egne styrker og udviklingsmuligheder
  • et fælles sprog og bedre samarbejde på tværs af trænere
  • Et trænerID hvor I har overblik over jeres trænere

Vi tilbyder trænerworkshops som en indsats i projektet Fremtidens idræts for børn og unge.

Bestil trænerworkshop nu

Skriv eller ring til EmilPeter Søhus på mail eps@dif.dk eller telefon 23 30 45 22 for at bestille en workshop.

Om projektet Fremtidens Idræt for Børn og Unge

  • A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har bevilget 85 mio. kr. til projektet ’Fremtidens Idræt for Børn og Unge’, der er udviklet af og drives af Danmarks Idrætsforbund.
  • ‘Fremtidens idræt for børn og unge’ er et ambitiøst og omfattende projekt, som løber frem til og med 2027.
  • Under Danmarks Idrætsforbund er der i runde tal 6.000 børne- og ungdomsforeninger og 900.000 medlemmer under 18 år.
  • Projektindsatserne er mange under følgende overskrifter: øge kapaciteten, trænerløfte og trivsel, involvering og rekruttering samt synlighed og videndeling.  
    Se mere om programmet: www.dif.dk/bornogunge

Læs mere om hele indsatsen her

Flere nyheder