Socialt ansvar i vedtægterne
IF Bytoften er kendetegnet ved at tage et meget stort socialt ansvar for børnene i lokalområdet. Det er ikke tilfældigt, for foreningen har indskrevet i sine vedtægter, at den SKAL være en forening for alle. Også for dem, der har det svært.
Hver tirsdag morgen fra kl. 6.45 til 7.45 afholder den lokale SFO, en lærer fra skolen og en træner fra Bytoften træning for børn, der har lidt svært ved at komme op og indgå i fællesskaber.
Desuden har foreningen ansat en børneudviklingstræner, som har stor succes med at få foreningens unge medlemmer til at blive trænere. Faktisk så mange, at klubben nu har været nødt til at indføre en venteliste for at blive ungetræner.
“Tillykke til IF Bytoften med titlen som Årets Idrætsforening. I AP Pension ønsker vi med prisen at hylde landets idrætsforeninger, hvor fællesskab ikke kun er et ord – men noget, man mærker i hverdagen. IF Bytoften er et af de steder. Det ser man tydeligt i måden, de åbner dørene for børn og unge, der har brug for lidt ekstra støtte, og de gør det med mod, omtanke og en overbevisning om, at alle hører til,” siger jurymedlem Janni Bové Schou, CCO og medlem af direktionen i AP Pension.
Hun fortsætter:
”Den slags indsatser viser, hvad idrætsforeninger kan betyde – ikke bare for sporten, men for hele lokalsamfundet. Jeg håber, at prisen giver ny energi til at fortsætte det arbejde, der allerede gør en forskel hver eneste dag,” siger Janni Bové Schou.
Hård konkurrence om prisen
Ud over IF Bytoften var Snedsted GIF fra Thy og Hvinningdal Idrætsforening af 1985 fra Silkeborg blevet udvalgt som finalister af en jury. Senere har danskerne kunnet stemme på de tre foreninger. Det samlede resultat blev altså, at IF Bytoften vandt og fik overrakt trofæet i Herning som synligt bevis på, at foreningen er vinder af AP Pension og DIF’s Årets Idrætsforening 2025.
”Jeg glæder mig igen over, at så mange har valgt at indstille en forening. Det fortæller mig, at idrætsforeningerne betyder rigtig meget for medlemmerne. Vi stod tilbage med tre stærke finalister, og alle tre havde fortjent at vinde,” siger DIF’s formand, Hans Natorp.
De to finalister, der ikke vandt, Snedsted GIF fra Thy og Hvinningdal Idrætsforening af 1985, modtager begge 10.000 kroner.
Læs mere om IF Bytoften samt de øvrige finalister og gå på opdagelse i alle 924 indstillinger her: https://www.dif.dk/arets-idraetsforening