DIF DM-ugen

Cykling og DIF DM-ugen trykker hånd

Landevejscykling i verdensklasse bliver en fast del af DIF DM-ugen, når vinderen af dannebrogstrøjen skal findes til den store medaljefest i 2026-2029.
13. nov. 2025
Landevejscykling i verdensklasse bliver en fast del af DIF DM-ugen, når vinderen af dannebrogstrøjen skal findes til den store medaljefest i 2026-2029.

Danmarks Cykleunion (DCU) og DIF DM-ugen har netop tegnet kontrakt fra næste sommer - til og med 2029. Det betyder, at den store medaljefest, der afholdes hvert år, igen kan glæde sig over, at landevejscykling bliver hovednavn på plakaten. Samtidig kan det populære DM i enkeltstart og linjeløb nyde godt af DM-ugens fantastiske kulisse, der på blot en uge kårer flere end 100 danmarksmestre. 

”Vi er utroligt glade for, at cykling bliver en fast del af DIF DM-ugen de kommende år. Cykling er en af de mest ikoniske sportsgrene i Danmark – og med adskillige verdensklasseatleter i feltet er det et tilløbsstykke uden lige,” fortæller Morten Mølholm, direktør i DIF. 

Stjerner i kø
De seneste år har profiler som Mads Pedersen, Emma Norsgaard, Mattias Skjelmose, Cecilie Uttrup Ludwig og Kasper Asgreen kæmpet om DM-titlerne, hvilket gør cykling til den sportsgren, der er leveringsdygtig i flest store verdensstjerner under DM-ugen.

Også hos DCU vækker aftalen begejstring: 
“Det er et fantastisk event, hvor vi - sammen med DIF - har mulighed for at løfte danmarksmesterskaberne til nye højder. At være en del af en uge, hvor der kåres over 100 danmarksmestre, giver en helt særlig følelse af fællesskab på tværs af dansk idræt. Og det er helt naturligt, at cykelsporten er med, når Danmark fejrer sine bedste atleter,” siger direktør Niels Bo Daugaard.

Publikums-darling med kommercielle muligheder
Siden DM-ugen fik sin debut i 2022, har landevejscykling været en del af programmet med stor succes. At cykling nu bliver en fast del af DIF DM-ugen frem til 2029, betyder ikke kun stærke sportslige oplevelser, men også nye muligheder uden for ruten.

”Kampen om den rød-hvide dannebrogstrikot har vundet hjerter hos både publikum og værtsbyer, men i mindst lige så høj grad på TV. Samtidig er der heller ingen tvivl om, at de kommercielle muligheder med cykling som trumf-kort kan være med til at løfte DM-ugen yderligere. Cykling samler nationen, og med den begejstring og stolthed, sporten vækker, er det svært at forestille sig en bedre makker," siger Morten Mølholm, direktør, DIF.

Cykling samler nationen, og med den begejstring og stolthed, sporten vækker, er det svært at forestille sig en bedre makker.
Morten Mølholm, direktør, DIF

Med aftalen for 2026–2029 får cykelsporten mulighed for at udvikle og planlægge mesterskaberne langt frem i tiden, og for begge parter betyder det, at DIF DM ugen kan styrke sin rolle som et spektakulært og samlende sportsevent.

DIF DM-ugen står stærkt – på landevejen, i byen og foran skærmen. 

Foto: Lars Møller og Klaus Hestkjær

Flere nyheder