Ny liste: Skive er Danmarks bedste idrætskommune - igen

DM atletik Inde Ungdom, der blev afholdt i Skive atletikhal.
Op til det kommende kommunalvalg har Danmarks Idrætsforbund (DIF) undersøgt idrættens rammer og vilkår i landets kommuner. For anden gang i træk ender Skive Kommune øverst, mens Vesthimmerland og Herning følger lige efter.
Søren Juul Rasmussen
7. okt. 2025
Op til det kommende kommunalvalg har Danmarks Idrætsforbund (DIF) undersøgt idrættens rammer og vilkår i landets kommuner. For anden gang i træk ender Skive Kommune øverst, mens Vesthimmerland og Herning følger lige efter.

Hvordan er samarbejdet med kommunen? Er faciliteterne gode nok? Og får jeres forening generelt nok kommunal støtte?

Det er nogle af de spørgsmål, der indgår i DIF’s (Danmarks Idrætsforbund) nye kommuneundersøgelse, og resultatet viser, at det overordnet set er Skive Kommune, der tilbyder idrætten de bedste rammer og vilkår.

Det er fjerde gang, at DIF gennemfører undersøgelsen, og både i 2013 og 2021 indtog Skive førstepladsen, mens kommunen blev nummer to i undersøgelsen fra 2017.

”Stort tillykke til Skive Kommune og til kommunens foreninger og deres medlemmer. Det er flot at være helt i top over så lang en årrække. Jeg håber, at vores undersøgelse kan bruges til at sætte idrætten på dagsordenen ude i alle landets kommuner, ikke mindst i forbindelse med det forestående kommunalvalg,” siger DIF-formand Hans Natorp.

På placeringerne efter Skive følger Vesthimmerlands, Herning, Billund og Varde Kommune.

Foreninger ser lyst på fremtiden

Kommunerne er (med undtagelse af de fem mindste) blevet vurderet på 20 forskellige parametre inden for fire hovedområder: Frivillige, faciliteter, medlemmer og økonomi/idrætspolitik.

Nogle af oplysningerne er statistiske data om fx antal medlemmer og kommunens udgifter til idrætsanlæg, men der indgår også besvarelser om samarbejdet med kommunen fra 2.942 idrætsforeninger på tværs af landet.

Sammenlignet med resultaterne fra undersøgelsen fra 2021 er der flere positive tendenser. Blandt andet ser næsten 71 procent af foreningerne lyst på fremtiden, hvilket er det højeste niveau siden en tilsvarende undersøgelse fra 2019, og den udvikling glæder Hans Natorp.

”Vi lever på mange måder i en urolig tid, og derfor jeg er meget glad for, at vores idrætsforeninger føler sig godt kørende. Idrætten er et frirum med gode fællesskaber, og sunde foreninger kræver opbakning og anerkendelse fra kommunens side. Derfor håber jeg også, at hele idrætsområdet bliver et vigtigt emne i den kommende valgkamp,” siger Hans Natorp.

Hele undersøgelsen kan findes her: DIF.dk/kv25 under punktet ’Kommuneundersøgelsen 2025’. Her kan man se, hvordan de enkelte kommuner ligger placeret - både samlet og inden for de fire hovedområder.

Top ti:
1: Skive
2: Vesthimmerland
3: Herning
4: Billund
5: Varde
6: Ringkøbing-Skjern
7: Ishøj
8: Aabenraa
9: Viborg
10: Brøndby

De tre kommuner, der har taget det største spring op ad listen sammenlignet med 2021:

Kommune Placering 2025 Placering 2021 Hop i antal pladser
Gladsaxe 18 79 61
Fredericia 31 80 49
Frederikshavn 44 89

45