Idrætten Skaber Livsbaner
Sagsbehandlere dyrker idræt med unge uden job
Når sagsbehandler Bjørn Albertsen fra Københavns Kommune skal lave planer for de unge københavnere, der er en del af det beskæftigelsesrettede forløb i Startblokken, så sker det ikke i jobcenteret.
I stedet møder Bjørn de unge i fodboldklubben F.C. København, hvor deres forløb foregår. Ja, faktisk er han en helt fast og integreret del af indsatsen og deltager i både samvær, virksomhedsbesøg og idræt.
”Halvdelen af vores klynger – altså de steder, hvor Startblokken har aktiviteter – har en fremskudt medarbejder fra kommunen. Det er en medarbejder, der kender det kommunale system godt, kender krav og forpligtelser, men som møder de unge på en anden måde, end man gør det i jobcenteret,” forklarer projektleder Britt Nyvang fra Startblokken.
Det betyder, at ansatte som Bjørn sørger for at følge op, lægge planer og afrapportere, som loven foreskriver det, men i andre og mere afslappede rammer. Og det har positiv betydning for de unge og deres udvikling. Det viser midtvejsevalueringen af Startblokken, som er gennemført af Syddansk Universitet og netop offentliggjort.
I stedet for, at du skal møde op på jobcenteret eller ringe til kommunen eller sådan nogle ting, så er det sådan lidt nemmere på den her måde. Det er lidt ligesom at have en man on the inside. Ung fra Startblokken
Tryghed og interesse
Dé unge i Startblokken, der har en fremskudt medarbejder fra kommunen tilknyttet, giver i den nye evaluering udtryk for, at det påvirker deres forløb positivt.
De oplever relationen som mere personlig og tryg, og oplever sagsbehandleren som mere engageret og interesseret.
”Altså, hvem fanden får lov at spille basket med en person fra kommunen,” lyder det fra en af de unge i evalueringen, som lægger stor værdi i at kunne have det sjovt med sin sagsbehandler.
Andre føler, at kontakten til kommunen bliver bedre – sådan helt overordnet:
”I stedet for, at du skal møde op på jobcenteret eller ringe til kommunen eller sådan nogle ting, så er det sådan lidt nemmere på den her måde. Det er lidt ligesom at have en man on the inside”.
Den fremskudte funktion giver sagsbehandleren en ny relation til de unge, og det styrker både de unges udvikling og sagsbehandlerens arbejde med at sikre de unges fremtid.
Også indsatsens brobyggere – dem, der står for kontakten og for de unges forløb i hverdagen – har glæde af den fremskudte funktion, der letter deres byrde i forhold til afrapportering og dokumentationskrav. Det klarer den fremskudte medarbejder nemlig, og det frigiver tid til de relationelle indsatser, som er kernen i brobyggernes arbejde.
Se evalueringen og læs mere om sagsbehandlerens rolle i Startblokken her.