Bureaukrati
Nu bliver bankkontakten lettere for foreninger
Med den nye vejledning kan banker og andre finansielle virksomheder nøjes med at indhente oplysninger om de tegningsberettigede bestyrelsesmedlemmer – ikke hele bestyrelsen – når risikoen er lav eller middel.
Desuden kan MitID nu bruges som eneste identitetskontrol i de tilfælde.
Ændringerne er kommet i stand efter tæt dialog mellem foreningslivet, banksektoren, PET, Erhvervsministeriet og Finanstilsynet. Den nye vejledning erstatter den tidligere fra 2022.
Hovedpunkter i den nye vejledning:
-
Mindre dokumentation: Identitet kan begrænses til de tegningsberettigede bestyrelsesmedlemmer.
-
MitID godkendt: I lav- og mellemrisikoforeninger kan MitID stå alene som identitetskontrol.
-
Proportionalitet: Kravene skal matche den faktiske risiko – hverken mere eller mindre.
DIF opfordrer alle foreninger til at sætte sig ind i den nye vejledning, så flere kan få gavn af de enklere regler, når de samarbejder med banker og andre finansielle virksomheder.
Det anbefales, at man selv gør opmærksom på de nye anbefalinger i dialogen med de enkelte bankrådgivere, da de ikke nødvendigvis er opmærksomme på ændringerne.