Ungeløftet

Søg støttepulje og giv unge uden uddannelse eller job en plads på holdet

Idrætsforeninger har lige nu mulighed for at søge økonomisk støtte til at få flere unge mellem 15 og 29 år, der er uden uddannelse eller job, ind i foreningens idrætsfællesskab.
13. jun. 2025
Idrætsforeninger har lige nu mulighed for at søge økonomisk støtte til at få flere unge mellem 15 og 29 år, der er uden uddannelse eller job, ind i foreningens idrætsfællesskab.

Ungeløftet, hvor DIF er partner, støtter medlemskaber, aktiviteter og initiativer, som skal hjælpe endnu flere unge ind i idrætsforeningerne. Med målet om at give flere unge et løft i den rigtige retning.

Nu kan idrætsforeninger søge økonomisk støtte, hvis de vil arbejde målrettet med at inkludere udsatte unge i deres idrætsfællesskaber.

Det er DGI, der administrerer Ungeløftet-puljen, og idrætsforeninger kan søge støtte til både initiativer og aktiviteter, samt støtte til kontingenter til unge mellem 15 og 29 år, som er uden job eller uddannelse.

Både frivillige foreninger, som laver lokale idrætsaktiviteter og organisationer, som samarbejder med en eller flere frivillige foreninger, kan søge. 

Der kan søges om mellem 0-1.000.000 kroner. Puljen kan søges én gang pr forening/organisation i 2025. 

SØG STØTTE TIL INITIATIVER

Der kan i denne pulje søges økonomisk støtte til initiativer for unge mellem 15 og 29 år, som ikke er i uddannelse eller har et job.

Der gives støtte til indsatser, projekter og aktiviteter, som hjælper de unge ind i fællesskabet, så de kan mærke, at der er nogle, der har brug for dem .

Puljen har ansøgningsfrist den 1. oktober. Der kan forventes svar senest 16. december 2025.

Læs mere og søg puljen til initiativstøtte her.

SØG STØTTE TIL KONTINGENT

I denne pulje kan foreninger søge kontingentstøtte til unge mellem 15 og 29 år, som ikke er i gang med uddannelse eller har et job.

Kontingentstøtten skal sikre, at de unge kommer ind i jeres lokale idrætsfællesskab.

Puljen kan søges løbende til og med den 1. oktober. Ansøgninger behandles løbende.

Læs mere og søg puljen til kontingentstøtte her.

FAKTA OM UNGELØFTET

  • Ungeløftet er et bredt tværgående nationalt partnerskab og lokale partnerskaber, som bliver udrullet i landets kommuner 2025. DIF er en del af det nationale partnerskab.
  • Ungeløftet er rettet mod de 43.000 unge i alderen 15-24 år, som hverken er i uddannelse eller beskæftigelse.
  • Ungeløftet er en del af en bred politisk aftale i Folketinget, hvor der samlet set er afsat 1,3 milliarder kroner over ti år til at løfte de unge.
  • DIF-idrætten bidrager blandt andet til Ungeløftet gennem initiativet Startblokken, der støttes af Grundfos Fonden, Spar Nord Fonden, Det Obelske Familiefond, Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og af midler fra EU.

Flere nyheder