Der er debut til speedway på det omfattende sportsprogram, når DIF DM-ugen løber af stablen i Aalborg 23.-29. juni. Og som om det ikke er nok, så bliver det også DM i speedway, der lægger bane til uddelingen af DM-ugens allerførste medaljesæt. I alt skal der ved DM-ugen kåres 125 danmarksmestre fordelt på 35 idrætsgrene.
Udover selv kampen om det prestigefyldte danmarksmesterskab i speedway, som køres hos Brovst Speedway Club, den 25. juni kl. 19.00, spiller DM-finalen i speedway en væsentlig rolle i udtagelsen til kommende løb for det danske landshold. Derfor forventer landstræner Nicki Pedersen, at DM-deltagerne præsterer på højt niveau.
”DM-finalen er en vigtig indikator, som både viser kørernes form, mentalitet og evnen til at håndtere pres. Så det er en oplagt chance for kørerne til at vise, at de er klar til at repræsentere Danmark,” siger Nicki Pedersen og fortsætter:
”Dertil vil kørerne uden tvivl give alt, hvad de har i sig, med den ekstra synlighed, der kommer af at være med til DIF DM-ugen. Blandt et hav af sportsgrene, er speedway allerførst i år til at kåre en danmarksmester, som nok skal øge interessen på kørerne og oplevelsen af at være med til et mini-OL på dansk jord.”