DIF DM-ugen 2025

High diver spejder efter sjette DM-guld i træk

25-årige Jonas Madsen er blandt favoritterne, når der under DIF DM-ugen i Aalborg skal findes en dansk mester i high diving. Den helt store drøm er dog OL 2028 i Los Angeles.
Søren Juul Rasmussen
4. jun. 2025
25-årige Jonas Madsen er blandt favoritterne, når der under DIF DM-ugen i Aalborg skal findes en dansk mester i high diving. Den helt store drøm er dog OL 2028 i Los Angeles.

High diver spejder efter sjette DM-guld i træk

25-årige Jonas Madsen er blandt favoritterne, når der under DIF DM-ugen i Aalborg skal findes en dansk mester i high diving. Den helt store drøm er dog OL 2028 i Los Angeles.

Selvom der står femdobbelt dansk mester på visitkortet, så fejler motivationen ikke noget hos Jonas Madsen, når han til DIF DM-Ugen 2025 stiller op i ekstremsporten high diving, der afvikles lørdag den 28.6. Der skal gerne en ny guldmedalje med hjem til Odense.

”Jeg hører nok til blandt favoritterne, men der vil helt sikkert være nogle af de andre, der vil forsøge at tage titlen fra mig i år. Det får de ikke lov til,” siger Jonas Madsen.

Ved DM-ugen springer han fra 20 meters højde fra et stillads, der er bygget op på Limfjordsbroen. I high diving lander udøverne på benene og undervejs handler det om at lave saltoer og skru, inden man rammer vandet med op til 72 kilometer i timen.

”Selvfølgelig kilder det lidt i maven, men jeg har efterhånden gjort det en del gange, så jeg er ved at vænne mig til det, og jeg gør det, fordi jeg synes, det er sjovt,” siger Jonas Madsen.

Shaker drinks i Norge

Ud over titlerne i high diving har Jonas Madsen også flere gange vundet DM i udspring fra 1 og 3 meter-vipperne samt fra 10 meter-tårnet. Sidste år tog han så et stort skridt og flyttede til Bergen i Norge for at udleve drømmen som professionel udspringer.

”Det har hjulpet mig rigtig meget. Jeg har fået en ny træner, så jeg træner mere og på en anden måde. Der er også nogle helt andre og bedre faciliteter, som ikke rigtig findes i Danmark, så det har hjulpet mig ekstremt meget,” siger Jonas Madsen.

For at kunne finansiere tilværelsen i Norge tog Jonas Madsen en bartenderuddannelse, og han har derfor brugt weekenderne på at shake drinks og servere cocktails i det norske natteliv.

Drømmer om OL

For tiden er han tilbage i Danmark, hvor han ud over DM i high diving også forbereder sig til VM i udspring i Singapore senere på sommeren. Det helt store mål ligger dog nogle år i ude i fremtiden, for drømmen om at deltage ved OL 2028 i Los Angeles er begyndt at spire.

”OL er det største af det største i sportens verden, og jeg har en drøm om at være med i udspring i 2028. Første skridt var at flytte til Norge, og så skal jeg ellers bruge de kommende år på at træne og deltage i konkurrencer, så jeg forhåbentligt kan kvalificere mig,” siger Jonas Madsen, der dog lige nu ser frem til at springe ud i Limfjordens friske DM-bølger.

”DM-ugen er noget af det fedeste, der findes. Stort set alle sportsgrene er samlet et centralt sted, så publikum er også samlet, og det er virkelig fedt. På den måde er det meget anderledes, for high diving foregår nogle gange ude i nogle bjerge, hvor der sjældent er tilskuere, men ved DM kan alle komme og kigge med,” siger Jonas Madsen.

DM i high diving foregår på Limfjordsbroen lørdag den 28. juni fra kl. 16.10 til kl. 17.45.

Læs mere om high diving og de andre ”åbent vand”-konkurrencerne, der også afvikles i Limfjorden https://www.dif.dk/dm-ugen/sportsgrene/high-diving-og-aabent-vand

 

Selvfølgelig kilder det lidt i maven, men jeg har efterhånden gjort det en del gange:

Facts:

  • Navn:  Jonas Madsen
     
  • Alder: 25 år

  • Sportsgren: Udspring/high diving
     
  • Klub: Frem Odense