Her er DIF DM-ugens første guldvinder
Legender, talenter, topklassekørere og tusindvis af feststemte motorsportsentusiaster. De var der alle sammen, da DIF DM-ugens allerførste danmarksmester blev fundet onsdag aften i Brovst Speedway Center.
Efter en intens finale var det Michael Jepsen Jensen fra Slangerup Speedway Klub, der til sidst kunne stille sig øverst på podiet og lade sig hylde som danmarksmester i speedway foran Anders Thomsen fra Sønderjylland Elite Speedway og Jonas Knudsen fra Holsted Speedway. . Det er første gang, at Michael Jepsen Jensen vinder DM individuelt.
”Det var virkeligt fedt, og det er lidt følelsesladet at stå her med titlen. Det har været et par hårde sæsoner for mig, og sidste år burde jeg have vundet DM, men jeg smed det hele væk til sidst. Derfor er jeg ekstra glad for sejren i dag," siger Michael Jepsen Jensen.
Michael Jepsen Jensen fra Slangerup Speedway Klub er ny danmarksmester i speedway.
Foto: Lars Møller
Fantastisk finale
DM-finalen blev på mange måder en fantastisk aften, hvor speedwaysporten for en stund blev bragt tilbage til fordoms storhedstid. Det var Brovst Speedway Klub, der lagde bane til stævnet, og for den lokale klublegende, stævnearrangør og medlem af Sportens Hall of Fame Hans Nielsen var det en perfekt aften for dansk speedway:
"Det har været en utrolig dejlig aften, og opbakningen til det her arrangement har været fantastisk. Jeg havde mange sommerfugle i maven inden det her arrangement, men det er gået over al forventning med flot tv-dækning og tilskuerrekord her på banen i Brovst," siger Hans Nielsen.
Der var mere end 5.000 tilskuere til DM i speedway i forbindelse med DIF DM-ugen. I morgen fortsætter Danmarks største sportsfest, hvor flere danmarksmesterskaber deriblandt andet atletik rykker ind på havnefronten i Aalborg.
Det har været en utrolig dejlig aften, og opbakningen til det her arrangement har været fantastisk. Det er gået over al forventning med flot tv-dækning og tilskuerrekord her på banen i Brovst. Hans Nielsen, speedway-legende
Om DIF DM-ugen:
- 35 sportsgrene
- +125 danmarksmestre
- + 2.200 atleter og officials fra hele landet
- DR er mediepartner på eventet og dækker DIF DM-ugen på flere kanaler i både radio og tv
- Bag eventet står DIF - i tæt samarbejde med specialforbundene - og værtsbyen Aalborg.
- Programmet kan ses på DIF DM-ugens app, som du finder i App Store eller Google Play.
- Følg med på www.dmugen.dk
”Det var virkeligt fedt, og det er lidt følelsesladet at stå her med titlen" Michael Jepsen Jensen