DM-ugen
Anders Lind går efter fuld DM-plade
For første gang i DIF DM-ugens historie er de individuelle danske mesterskaber i bordtennis med på programmet, og det er med et slagkraftigt felt.
På herresiden deltager blandt andre Anders Lind, Tobias Rasmussen, Thor B. Christensen og Martin Buch Andersen, som sidste år skrev dansk bordtennishistorie, da herrelandsholdet kvalificerede sig til OL i Paris.
For Anders Lind, der med en aktuel 22. plads er den højest placerede dansker på verdensranglisten, er målsætningen for det kommende DM ikke til at misforstå: Guld, guld og guld.
”Jeg stiller op i single, mix- og herredouble, og jeg går efter at vinde alle tre mesterskaber. Formen er god, og mit udgangspunkt er altid at forsøge at vinde de turneringer, jeg spiller, og det gælder selvfølgelig også ved DM,” siger 26-årige Anders Lind, der stiller op for Herlev Bordtennis.
Særlig scene
Skulle det blive til et guld-hattrick, bliver det langt fra hans første DM-titler. CV’et melder om guld i single fra 2018 til 2023, guld i mix fra 2017-2021 og guld i double i 2020, 2021 og 2022, hvor makkeren var Thor B. Christensen, som også er Anders Linds sidemand i dette års doubleturnering. I mixed double stiller Anders Lind op med Mille Lyngsø Stoffregen, Silkeborg BTK.
Ender Anders Lind i finalerne, kan han se frem til at spille i lidt mere uvante omgivelser. Søndagens medaljekampe skal nemlig spilles på scenen i Musikkens Hus, en scene som Anders Lind er klar til at træde ind på.
”Jeg har efterhånden spillet mange forskellige steder, men aldrig i en koncertsal, så det bliver helt sikkert en særlig oplevelse. Jeg glæder mig også til at opleve stemningen ved DM-ugen og måske få set nogle af de andre sportsgrene også,” siger Anders Lind.
Rutineret bordtennis-familie
På kvindesiden stiller den tredobbelte danske mester Jocefina Daoya Haagensen fra Hvidovre Bordtennis til start, og blandt DM-deltagerne er også en familie med stolte bordtennistraditioner fra Roskilde Bordtennis.
Efternavnet er Bentsen, og hos herrerne er det den tidligere OL-deltager og mangedobbelte danske mester 56-årige Allan Bentsen, der er med. Han stiller også op som forsvarende mester i mix med sin hustru Eldijana Bentsen. I damedouble er det så mor og datter, Eldijana og Sara Bentsen, der danner par, og de to Bentsen-kvinder er selvfølgelig også med i singleturneringen.
De indledende kampe starter fredag i Gigantium fra kl. 16-20 og fortsætter samme sted lørdag, mens finalerne spilles søndag eftermiddag i Musikkens Hus.
”Jeg har efterhånden spillet mange forskellige steder, men aldrig i en koncertsal, så det bliver helt sikkert en særlig oplevelse" Anders Lind, bordtennisspiller