Surf & SUP Danmark er Årets Specialforbund 2025
Surf & SUP Danmark kunne lørdag lade sig hylde, da forbundet på DIF’s årsmøde i Idrættens Hus blev kåret som Årets Specialforbund 2025. Også Bordtennis Danmark og Rugby Danmark var nomineret, men resultatet af afstemningen blandt DIF’s 62 specialforbund betød, at Surf & SUP Danmark løb med hæderen.
”Det er helt fantastisk, at vi af de andre forbund er blevet kåret som Årets Specialforbund 2025. Det er en stor ære og et kæmpe skulderklap til vores sport og ikke mindst de ildsjæle, der både i forbundet og ude i foreningerne bidrager til udviklingen af sporten i Danmark,” siger Jakob Færch, formand for Surf & SUP Danmark.
Det er DIF, der har indstillet de tre kandidater til prisen, der blev overrakt af DIF’s næstformand Thomas Bach. Prisen er på 100.000 kroner samt et bevis fra Klimaskovfonden til mere idræts- og friluftsskov.
De tre primære årsager til, at Surf & SUP Danmark var nomineret til prisen:
- Forbundet var i 2024 vært for det største VM i SUP nogensinde med ca. 300 deltagere fra 41 nationer. Samtidig med VM afviklede forbundet også Copenhagen Paddle Festival med over 500 skoleelever. Eventet havde et stort og særskilt fokus på miljø og bæredygtighed med en lang række aktiviteter.
- I 2024 etablerede forbundet para-projektet ”Surf & SUP 4All” med to nye paradiscipliner, der var med ved det afholdte VM. Forbundet har foreløbigt fem klubber, som har engageret sig i parasurf og -SUP.
- Forbundet har arbejdet tæt sammen med Dansk Vandski og Wakeboard Forbund om udvikling af fælles og relevante klubmiljøer og udnytter dermed synergien i aktiviteterne. Desuden er det lykkedes Surf & SUP Danmark at lande vigtige positioner i internationale fora.
”Stort tillykke til Surf & SUP Danmark med prisen. Forbundet har gjort en stor indsats ikke mindst med at få tiltrukket sidste års VM til København. VM-ugen viste sporten frem på bedste vis, og samtidig har forbundet formået at udvikle sporten med to nye paradiscipliner, så Surf & SUP er på alle måder en værdig vinder af prisen,” siger DIF’s formand Hans Natorp.
Om prisen
Det er ottende gang, at DIF-prisen ”Årets Specialforbund” uddeles. Vinderen vælges ved en afstemning blandt de delegerede til DIF’s årsmøde.
For at komme i betragtning til prisen har forbundene skulle opfylde et eller flere af følgende kriterier:
- Forbundet er lykkedes med at skabe store sportslige resultater.
- Forbundet har arbejdet for at skabe en mangfoldighed af fleksible tilbud, der kan tiltrække og fastholde medlemmer - fx børn, unge eller voksne.
- Forbundet har gennem strategiaftalen med DIF vist et politisk mod og vilje til at prioritere særlige områder og derfor skabt en tydelig strategisk retning for forbundet.
- Forbundet har på særlig inspirerende vis skabt et tværidrætsligt samarbejde med andre specialforbund.
- Forbundet har arbejdet for at styrke diversiteten i rekrutteringen af frivillige ledere til forbundets udvalg, komiteer, bestyrelse etc.
- Forbundet har arbejdet for at styrke idrættens samfundsmæssige ansvar ved at skabe en større synlighed af og forståelse for, hvor meget idrættens daglige aktiviteter og tilbud er værd for samfundet.
- Forbundet har i særlig grad arbejdet for at værne om og styrke mangfoldigheden i idrætten, fx ved at optage nye idrætstendenser eller arbejdet med nye måder at organisere sig på.
- Udvikler og afholder større events.
Tidligere vindere
- 2024: Danmarks Bokse-Union
- 2023: Parasport Danmark
- 2022: Dansk Automobil Sports Union
- 2021: Danmarks Ishockey Union
- 2020: Bueskydning Danmark
- 2019: Dansk Arbejder Idrætsforbund
- 2018: Danmarks Basketball Forbund