- Knockout-sprint er et orienteringsløb, hvor atleter løber flere korte distancer på en dag
- Disciplinen kombinerer høj hastighed, taktik og overblik, i det at man på kun 10 minutter skal finde den hurtigste rute i mål ved hjælp af kort og kompas
- Til DM-ugen i Aalborg vil der først afholdes tre semifinaler, med otte deltagere i hver. De to med den bedste tid går videre til finalen
- Til denne udgave vil der være indført et ”lucky losers”-koncept, hvor yderligere to personer med bedst tid blandt de resterende også får en finaleplads. Der vil altså i alt være otte finalister
- Finalen finder sted den 27. juni
Eksplosivt orienteringsløb i Aalborgs gamle midtby
I år vil de brostensbelagte gader i den gamle middelalderkøbstad lægge terræn til mesterskaberne i DM i Knockout-sprint. Knockout-sprint er en ny form for orienteringsløb, der kombinerer navigationsaspektet fra orienteringsløb, med en langt mere sprint-orienteret tilgang, hvor deltagerne på kort tid skal finde den hurtigste vej til mål. I modsætning til orienteringsløbet, hvor ruterne oftest er ude i naturen, så foregår Knockout-sprint på by-terræn.
"Aalborg er et af de mest interessante sprintområder, vi har i Danmark" Tue Lassen
Og sådan et by-terræn kan netop Aalborg tilbyde.
Banelægger og landstræner Tue Lassen mener i hvert fald, at den gamle nordjyske købstad er et glimrende venue til netop denne type disciplin: ”Aalborg er ét af de mest interessante sprintområder, vi har i Danmark. Den indre by er bygget op med irregulære blokke og baggårde, hvilket gør det spændende. Til forskel fra mange andre danske bymidter er området stort. Det gamle bycentrum er spektakulært med flere seværdigheder, brosten og små passager.” lyder det fra Tue.
Tue pointerer videre, at der særligt for dagens stævne bliver mange folk i byen grundet DM-ugen. ”Der foregår meget andet i byen, og der er andre sportsgrene, der afholder mesterskaber i byen samtidig med os. Det betyder, at der vil være mange mennesker i gadebilledet, hvilket der selvfølgelig skal tages hensyn til under banelægningen og gennemførslen,” forklarer Tue, der også forventer, at det vil bidrage til god atmosfære og stemning i byen. Forhåbningen er desuden at tiltrække opmærksomhed fra nysgerrige på sporten samtidig med, at orienteringsentusiaster også kan følge andre sportsgrene.
En seervenlig sport?
Ifølge Tue Lassen, er formatet godt for de neutrale tilskuere, og særligt passer det godt til live tv-udsendelse: ”Fra forbundets side har vi flere år overvejet om deltagelse i DM Ugen, da det er en
unik mulighed for eksponering af vores sport. Valget er faldet på Knockout-sprint af flere årsager, bl.a. fordi formatet med ”’først-over-stregen-vinder’ og et kompakt tidsskema egner sig godt til de 45 min TV-tid, vi har fået af DR, og så også fordi DM Knockout-sprint ikke har fundet sit endelige format endnu. Vi har derfor aftalt med Stævne- og Reglementsudvalget, at vi i år prøver med et rendyrket elitearrangement ifm. DM-ugen og så evaluerer efterfølgende, om det er et koncept, som der skal følges op på i 2026.” Med finale i hjertet af Aalborg bliver DM Knock-out Sprint 2025 forhåbentlig et højdepunkt med dramatik og intensitet, når årets danmarksmestre skal kåres.
Udover selvfølgelig at skabe interessant orientering er målet også at skabe seervenligt indhold, forklarer banelægger Tue Lassen. ”Finalen kommer til at blive filmet med løbende kameraer og ellers bestå af enkelte TV-poster for få gode billeder, hvilket også betyder, at jeg har været nødt til at gå en smule på kompromis med sværhedsgrad på dele af banen. Det er en balancegang, men jeg synes alligevel at der er god variation på banerne, og jeg tror, at det bliver både sjovt for løbere og seere, samtidig med at det bliver en oplevelse ud over det sædvanlige for flere af dem, der ikke nødvendigvis står i KO-finalerne til et stort internationalt mesterskab” lyder det fra Tue, der videre fortæller: ”For at gøre semifinalen udslagsgivende og sikre et felt med de bedste orienteringsløbere i finalen er sværhedsgraden på semifinalen nok lidt højere end på finalen.”
Eventuelle spredningsmetoder vil Tue ikke løfte sløret for endnu. For dem, der ikke kvalificerer sig til den TV-transmitterede finale, tilbydes B-finaler, og det vil desuden være muligt at løbe en åben bane for andre interesserede.
Tue Lassen er håbefuld – for med en historisk bymidte, et stærkt felt af medaljekandidater og en tv-transmitteret finale er der lagt op til en orienteringsfest i Aalborg. Håbet er, at DM-ugen kan bringe orienteringssporten tættere på et bredere publikum – både på stævnepladsen og hjemme foran skærmen: ”Det er en fantastisk mulighed for at vise vores sport frem for et bredere publikum, og hvis vi kan levere et godt produkt, kan det åbne døren for endnu mere eksponering fremover,” lyder det fra Tue Lassen. Snart er det bare at læne sig tilbage – eller at snøre løbeskoene – når det går løs i Aalborgs gader d. 27. juni.