KUM-prisen uddeles til DM-ugen

Her er de nominerede

En PL-atlet, en OL-atlet og en dansk forening er blandt de mulige vindere af Kulturministerens Idrætspris (KUM-prisen). Kåringen finder endnu engang sted under DIF DM-ugen, der i år afholdes i Aalborg.
10. apr. 2025
En PL-atlet, en OL-atlet og en dansk forening er blandt de mulige vindere af Kulturministerens Idrætspris (KUM-prisen). Kåringen finder endnu engang sted under DIF DM-ugen, der i år afholdes i Aalborg.

Så er navnene på de tre nominerede til Kulturministerens Idrætspris blevet offentliggjort. Parabordtennisspiller Peter Rosenmeier, cykelrytter Julie Leth og idrætsforeningen Hammerslev Sogns Ungdomsforening (HSUF) er årets kandidater til prisen. Det oplyser Kulturministeriet i en nyligt udsendt pressemeddelelse.

Peter Rosenmeier og Julie Leth har i år imponeret på de helt store sportsarenaer, og HSUF har gjort sig bemærket ved at være nytænkende og innovativ.

Rollemodeller for sport og idræt
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har masser af ros til de tre nominerede:

”Igen i år har feltet til Kulturministerens Idrætspris bestået af umådeligt stærke kandidater, der alle fortjener at blive hyldet. De nominerede har på hver deres sportslige arena ydet imponerende indsatser og er samtidig trådt frem som prisværdige rollemodeller til inspiration for sport og idræt i hele landet. Jeg glæder mig til at uddele Idrætsprisen til sommer.”

De tre nominerede
Kulturministeriet skriver følgende om de tre nominerede:

”Den mangeårige parabordtennisspiller Peter Rosenmeier har vundet et hav af medaljer gennem sin over 20 år lange karriere, som blandt andet tæller seks medaljer ved de seks Paralympiske Lege, han har deltaget i. Senest vandt han bronze i Paris. Derudover er Peter Rosenmeier en mangeårig ambassadør for dansk parasport og et forbillede for andre paraatleter.”

”Julie Leth har i sin lange karriere vundet både VM- og OL-medaljer og lavede i 2024 et imponerende comeback efter sin graviditet, hvor hun deltog i OL i Paris og senest rundede karrieren af med to verdensmesterskabstitler i banecykling på hjemmebane i Ballerup. Julie Leth var sammen med makkeren Amalie Dideriksen de første danske kvindelige cykelryttere, der vandt en medalje ved OL, da de tog sølv i Tokyo i 2021.”

Hammelev Sogns Ungdomsforening (HSUF) er nomineret til årets Idrætspris for at tænke ud af boksen. Idrætsforeningen, som ligger i Hammelev i Haderslev Kommune, har med fleksible og individuelle tilbud forsøgt at gøre idrætten mere tilgængelig, så flere kan være med. Det gælder fx muligheden for et familiekontingent, lån af udstyr for at prøve en idrætsgren samt åbne arrangementer, hvor interesserede gratis kan prøve fx ketsjersport.”

Vinderen kåres endnu en gang under DIF DM-ugen
Fra den 23. til den 29. juni afholdes DM-ugen for fjerde gang, siden den ugelange sportsbegivenhed så dagens lys i 2022. Og det er desuden også fjerde gang, at DM-ugen skydes i gang med, at kulturministeren uddeler den prestigefyldte pris til en af de tre nominerede.

Sidste år var det sejleren Anne-Marie Rindom, der modtog prisen under DM-ugen i Herning. Her modtog hun også et pengebeløb på 100.000 kr., som hvert år følger med den ærefulde pris – og i år er ingen undtagelse.

Foto: Peter Brøgger. På billedet ses sidste års vinder af KUM-prisen, Anne-Marie Rindom, OL-guld-vinder (ILCA 6 sejler). 

Flere nyheder