”I Startblokken har jeg fået nogle værktøjer til at håndtere ting i min dagligdag, og så har det bare været fedt for mig at starte i VFF. Jeg elsker at komme afsted om morgenen, og jeg tager generelt til mange flere ting nu, hvor jeg tidligere mest sad derhjemme. Jeg var nok meget indelukket før, men det har ændret sig. Det er også noget, min familie har bemærket, så det har på mange måder været godt for mig,” fortæller han.
Trivsel og fællesskab først
Viborg var det første sted, man satte gang i Startblokken, som er en national indsats for at hjælpe borgere uden job og uddannelse til bedre trivsel og guide dem ind på arbejdsmarkedet. Dette sker blandt andet gennem et tæt samarbejde med Viborg FF’s erhvervsnetværk, der består af lokale virksomheder, der sammen med klubben gerne vil gøre en særlig indsats for at hjælpe de unge på vej.
”Styrken ved Startblokken er, at vi arbejder sammen på tværs. Kommune, klub og virksomheder kan noget hver for sig, men sammen udforsker vi nye måder at gøre tingene på, og det ser vi rigtigt gode resultater af nu,” siger leder af Startblokken i Viborg FF, Rasmus Ingemann.
I Viborg har man hjulpet flere unge i gang med en uddannelse, men nogen er også kommet i job – som for eksempel Jonas, der viste sig at være et godt match for Viborg FF.
Syddansk Universitet og forandringshuset Enact:Lab evaluerer Startblokkens virke som et led i den løbende udvikling af initiativet. Der er gang i en større undersøgelse, men de foreløbige resultater er positive:
”Det vi ser både i Viborg og de øvrige klynger i landet er, at det giver et utroligt godt udgangspunkt for de unge menneskers udvikling, når vi i Startblokken først fokuserer på at skabe trivsel og inkludere de unge i et nyt fællesskab, inden vi fokuserer på, hvor de skal hen, og hvad de skal kunne,” lyder det fra partner og head of research Kristian Moltke Martiny fra Enact:Lab.
Startblokkens unikke sammensætning af fysisk aktivitet, samvær med ligesindede, undervisning og adgangen til en ressourceperson i form af en såkaldt brobygger kan noget særligt, og derfor er responsen fra de unge god.
”Startblokken er stadig under udvikling, men her et år efter begyndelsen i Viborg, kan vi alligevel konkludere, at vi har fat i noget, der virker. Idrættens fællesskaber kan noget særligt. Civilsamfundet kan noget særligt. Og sammen med stærke kompetencer fra Viborg Kommune og de lokale virksomheder håber vi at kunne hjælpe mange unge godt på vej i årene, der kommer,” lyder det fra næstformand Frans Hammer fra DIF.
Startblokken har sit udgangspunkt i DIF og tæller på nuværende tidspunkt indsatser i Viborg, Aalborg, Lyngby og København. Flere indsatser er på vej.
Læs mere om Startblokken på www.startblokken.dk
Se video med nogle af de unge fra Viborg her.