Siden 2019 har Aarhus Kommune været en del af Bevæg dig for livet, som er et nationalt partnerskab med DIF og DGI. Målet for samarbejdet er, at flere aarhusianere bliver aktive, bevæger sig og dyrker idræt. Gerne i en af de lokale idrætsforeninger i kommunen, hvor der ud over bevægelse også er fokus på sunde fællesskaber.
Nu har Aarhus Kommune genbekræftet ambitionen om mere bevægelse for borgerne ved at forlænge samarbejdet med Bevæg dig for livet til 2029. Det sker på et bagtæppe af gode erfaringer og resultater fra de seneste fem år, hvor antallet af foreningsmedlemmer er steget og samarbejdet på tværs af forskellige aktører herunder kommune og civilsamfund er blevet styrket.
”Jeg er glad for, at vi fortsætter samarbejdet om mere bevægelse og idræt for børn, unge og voksne i Aarhus kommune. Jeg er sikker på, at vi også i de kommende år vil nå langt og få endnu flere med i idrætsfællesskaberne. Fordi vi arbejder sammen og bygger bro på tværs af forvaltninger, foreninger og andre lokale aktører,” siger DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen.
Målsætningen for det forlængede samarbejde med Bevæg dig for livet i Aarhus Kommune er at øge andelen af foreningsaktive fra 44 til 48 procent frem mod 2029, ligesom andelen af inaktive i samme periode skal nedbringes fra 17 til 14 procent.
Som led i arbejdet er der nedsat et Bevægelsespanel bestående af borgere, som løbende inddrages i og bidrager til arbejdet i Bevæg dig for Livet i Aarhus Kommune.
”Hele formålet med Bevæg dig for livet har været at skabe nogle varige forandringer i samfundet. Vores kommuneaftaler er det bedste bevis på, at det er lykkes, for det er virkelig en ny måde at samarbejde på. Med den nye aftale kan vi fortsætte de gode indsatser og skrue op for det, vi ved virker for at få endnu flere Aarhusianere med i lokale idrætsforeninger,” siger Hans Natorp, formand for DIF.
Den forlængede samarbejdsaftale mellem Aarhus Kommune, DIF og DGI er underskrevet af rådmændene for alle fem magistratsafdelinger i kommunen, men projektledelsen for Bevæg dig for livet er forankret hos Børn og Unge og Sociale Forhold og Beskæftigelse.