Søg pulje

Styrk frivilligheden i din idrætsforening – søg millionpuljen nu!

Har din idrætsforening brug for støtte til at tiltrække nye frivillige eller anerkende de ildsjæle, der allerede lægger mange timer i foreningen? Så er der godt nyt: Spar Nord Fonden åbner en ny Frivillighedspulje på 20 millioner kroner, hvor lokale idrætsforeninger kan søge om økonomisk støtte.
Bettina Bai
19. feb. 2025
Har din idrætsforening brug for støtte til at tiltrække nye frivillige eller anerkende de ildsjæle, der allerede lægger mange timer i foreningen? Så er der godt nyt: Spar Nord Fonden åbner en ny Frivillighedspulje på 20 millioner kroner, hvor lokale idrætsforeninger kan søge om økonomisk støtte.

Styrk frivilligheden i din forening 

Spar Nord Fondens nye Frivillighedspulje har til formål at styrke frivilligheden i danske foreninger – herunder idrætsforeninger, der spiller en nøglerolle i lokalsamfundet. Puljen er åben for alle former for frivillige initiativer, men der lægges særligt vægt på projekter, der involverer unge i frivilligt arbejde.

Der er afsat 10 millioner kroner til lokale foreninger, hvor hver enkelt ansøger kan søge op til 200.000 kroner. Derudover er der yderligere 10 millioner kroner øremærket nationale organisationer, hvor beløbsrammen går helt op til to millioner kroner pr. projekt.

Spar Nord Fonden har - lige som mange af os andre - konstateret, at frivllligheden er under forandring, og at det kalder på nye måder at være frivillig på - ikke mindst i forhold til at engagere de unge. 

Hvem kan søge – og hvornår?

For at komme i betragtning skal ansøgere repræsentere en lokal idrætsforening eller en national organisation. Støtten kan gå til initiativer, der enten skal rekruttere flere frivillige eller styrke motivationen hos dem, der allerede er en del af foreningen.

Puljen åbner for ansøgninger den 10. marts 2024, og der er ansøgningsfrist den 10. april 2025. Det giver idrætsforeninger god tid til at udvikle stærke projektidéer, der kan gøre en forskel for det frivillige arbejde.

Foreninger opfordres til at søge i god tid og sikre, at deres projektbeskrivelser tydeligt viser, hvordan midlerne vil understøtte frivilligheden. Mere information og ansøgningsdetaljer kan findes på Spar Nord Fondens hjemmeside.

En oplagt mulighed for idrætsforeninger

Med et stadigt større behov for frivillige i idrætsforeningerne er denne pulje en oplagt mulighed for at sikre et stærkt fundament for foreningslivet. Uanset om midlerne skal bruges på rekrutteringskampagner, kompetenceudvikling eller påskønnelse af eksisterende frivillige, kan støtten være med til at løfte idrætsforeningens indsats.

Har din idrætsforening et projekt, der fortjener støtte? Så er det nu, I skal i gang med ansøgningen!

Spar Nord Fondens projektperiode

Projektet skal være igangsat inden udgangen af 2025 og afsluttet indenfor to år, dvs. inden den 31. december 2027. 

Søg puljen her

Flere nyheder