Absurd behandling af DBU

Kronik af formand for DIF, Hans Natorp, bragt i Altinget den 19. december 2024.

VM i fodbold i 2034 skal afvikles i Saudi-Arabien. Det blev besluttet af FIFA den 11. december. Saudi-Arabien var eneste kandidat, og derfor var der ikke en afstemning.

Straks blev der peget fingre ad DBU, der er et af FIFA’s 211 medlemslande. Der blev skrevet læserbreve med hård kritik, og det blev krævet, at landsholdet skulle boykotte slutrunden. Kritikken kommer fra medier, organisationer og politikere. Ganske som det var tilfældet op til VM-slutrunden i 2022 i Qatar, hvor kritikken af DBU også var nådesløs.

Jeg synes, at det er en helt urimelig og forfejlet kritik. Jeg synes, at det er vildt, at det igen bliver krævet, at lige netop dansk idræt, DBU og de danske landsholdsspillere skal føre udenrigspolitik.

Danmark har fuld diplomatisk kontakt med Saudi-Arabien, og vi laver handelsfremstød i landet uden problemer. Vi har en statslig eksport- og investeringsfremmeorganisation i Riyadh, og vores samhandel med Mellemøstens største land stiger år for år (vores import fra Saudi-Arabien er for eksempel steget 224 procent på bare fire år). Det hører jeg ingen kritik af. Men når det kommer til lige præcis fodbold, så skal der pludselig føres aktivistisk udenrigspolitik.

Alt for lukket proces

Det er helt rimeligt at kritisere processen i FIFA. Det var en lukket proces med en alt for kort ansøgningsfrist, som reelt umuliggjorde, at andre kandidater kunne komme på banen. Dette er slet ikke tilfredsstillende, og det har DBU også kritiseret FIFA for. I DIF ønsker vi heller ikke en tilstand, hvor det kun er ganske få lande, der har mulighed for at afvikle de største værtskaber. Men det er helt naivt at tro, at DBU på egen hånd skulle have kunnet ændre på det faktum, at Saudi-Arabien fik slutrunden.

Forventningerne til DBU’s magt og indflydelse skal naturligvis afstemmes med det faktum, at DBU udgør 0,47 procent af medlemslandene i FIFA og 0,07 procent af den samlede befolkning i FIFA’s medlemslande. Op til VM i Qatar fik man via den offentlige debat i Danmark nærmest indtrykket af, at DBU skulle have vetoret og sidder til højbords i organisationskomitéen. Og at DBU kunne fra- og tilmelde sig slutrunder efter forgodtbefindende. Sådan fungerer det ikke.

Det var da også bemærkelsesværdigt, at da slutrunden i Qatar gik i gang, var det tydeligt, at kritikken af Qatar som vært og af de nationale fodboldforbunds ageren stort set kun var til stede i Nordeuropa og lande som England, Tyskland og Holland. Diskussionen var ikke-eksisterende i Østeuropa, Sydeuropa, Afrika, Asien, Nord- og Mellemamerika, osv.

DBU følger anbefalingerne

Det betyder ikke, at DBU ikke skal gøre noget. DBU skal benytte sig af de anbefalinger, der er kommet fra ’DIF’s Dialoggruppe ved tildeling af internationale idrætsbegivenheder’. En gruppe som ud over DIF bestod af repræsentanter fra Kulturministeriet, idrættens specialforbund, Amnesty International, Transparency International og Play the Game. Og det er lige præcis det, som DBU har gjort.

DBU har som et af meget få nationale forbund mødtes med den saudiarabiske budorganisation og understreget, at overholdelse af menneskerettigheder, bæredygtighed, pressefrihed og faninklusion er vigtigt for DBU.

Det saudiarabiske VM-bud indeholder mange afsnit om de ovennævnte emner, og DBU vil løbende holde FIFA op på, om værterne lever op til det, de har lovet. Desuden indgår DBU i alliance med de øvrige nordiske lande for at få budskabet så klart igennem, som det overhovedet er muligt, når man nu udgør en lille minoritet. Det gælder også på området som at sikre fri adgang for pressen, menneskerettighedsorganisationer og lignende under VM.

Indflydelse via dialog

At anbefalingerne fra dialoggruppen bliver fulgt, er hvad man kan forvente af DBU, og DBU’s ageren i denne sag har DIF’s fulde opbakning. Det er vores folkevalgte politikere, der skal føre udenrigspolitik, og ikke DBU. Apropos udenrigspolitik, så reviderede regeringen så sent som sidste år sin udenrigspolitiske strategi. Her kom blandt andet følgende sætning med:

”Der er altid dilemmaer, når vi engagerer os med andre, som ikke har det samme værdigrundlag som os. Men det må ikke afholde os fra at samarbejde på områder af fælles interesse – eller tage en kritisk dialog, når vi er uenige.”

Denne sætning afspejler en erkendelse af, at Danmark ikke kan gå enegang. Og at de vestlige demokratier, som bygger på ’vores’ værdier, ikke er dominerende i verden. Bare i EU er der adskillige lande, hvor beskyttelse af minoriteter og pressefriheden er under hårdt pres. Vi kan ikke diktere, men må søge indflydelse via dialog. Også set i det lys vil det være helt absurd at kræve af idrætten og vores forbund, at vi skal føre aktivistisk udenrigs- og idrætspolitik ved at boykotte eller gå enegang.

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi i idrætten er ligeglade med for eksempel menneskerettigheder i værtslandene. Som skrevet er DBU et af de få lande, som har fået et møde med det saudiarabiske bud og italesat vores syn på menneskerettigheder. I begyndelsen af det nye år forventer vi at offentliggøre et samarbejde med Institut for Menneskerettigheder og Centre for Sport and Human Rights, der skal udvikle og implementere processer for menneskerettigheds-due diligence ved fordeling af værtskaber. Et projekt som blandt andet DBU er blevet interviewet til.

Det er meningen, at projektet skal kunne bruges af DIF i forbindelse med de olympiske events, men også af forbund som DBU. Vi forventer, at det bliver et godt redskab i forhold til at kvalificere den dialog med sportsorganisationer og værtslande, som vi vil insistere på.

Debatten kommer uden tvivl til at køre i 10 år, så lad mig sige det helt tydeligt med det samme, så der ikke er nogen tvivl. Dansk idræt boykotter ikke, og danske sportsfolk skal ikke tages som gidsler i et udenrigspolitisk spil – heller ikke ved VM i Saudi-Arabien. Dansk idræt melder sig ikke ud og sætter sig ikke over i et hjørne for sig selv. Dansk idræt deltager og bidrager.