Aalborg samler veteraner til træningssamling

Ride4Rehab er et cykelfællesskab for skadede veteraner.
D. 4.-6. oktober samles et nyt hold af skadede krigsveteraner i Aalborg til første træningssamling til Ride4Rehab. Veteranerne bruger cykelfællesskabet til at glemme hverdagens udfordringer og hjælpe hinanden videre.
Valdemar Stengaard Hansen
3. okt. 2024
D. 4.-6. oktober samles et nyt hold af skadede krigsveteraner i Aalborg til første træningssamling til Ride4Rehab. Veteranerne bruger cykelfællesskabet til at glemme hverdagens udfordringer og hjælpe hinanden videre.

Mere end 45 krigsveteraner med fysiske eller psykiske udfordringer fra hele landet samles til Danmarks Idrætsforbunds Soldaterprojekts træningssamling forud for næste års store cykelevent Ride4Rehab. Her skal veteranerne have kilometer i benene og træne deres socialiseringsmuskler.

Træningssamlingen d. 4.-6. oktober 2024 tager udspring fra Aalborg kaserne.

En stor del af veteranerne lider af angst og PTSD som følge af deres militære udsendelser, der gør det svært at indgå i sociale fællesskaber. Erfaringerne fra andre tilbud i DIF Soldaterprojekt viser, at veteranerne finder ro og glæde i idrætsfællesskabet blandt ligesindede med samme udfordringer.

Deltagerne, der kommer til træningssamlingen, er en blanding af førstegangsdeltagere og deltagere, der har været med til Ride4Rehab én enkelt gang før. Flere har allerede trænet i deres lokale Safe Zones, som er et lukket trænignsfælleskab for veteraner. Men det er første gang, at de skal samles hele gruppen.

”Jeg glæder mig til at møde de andre veteraner, og komme i gang, så vi får udløst noget af spændingen. Forhåbentligt kan vi bygge et fællesskab, hvor vi kan motivere hinanden på tværs af landet, så vi er klar til næste år” siger Aalborg-veteran Morten Møller og tilføjer:

”Jeg er begyndt at cykle i den lokale Safe Zone tilbage i juli. Inden da havde jeg ikke siddet på en cykel i 12 år. Det har været rigtigt godt for mig. Det er et positivt træningsfællesskab med andre skadede veteraner, og det betyder alt. Det har allerede flyttet mig meget - i den positive retning”

Kursen er sat mod 2025

Samlingen er startskuddet for træningen frem imod næste afvikling af cykeleventet Ride4Rehab, der løber af stablen igen i 2025.

D. 28. august næste år sætter holdet afsted fra Frederikshavn Flådestation med målsætningen om at lande på Kastellet til Flagdagen d. 5. september. Det bliver femte gang at et Ride4Rehab-hold cykler igennem Danmark. Holdet kommer til at bestå af godt 70 danske og udenlandske veteraner med ar på krop og sjæl, der skal tilbagelægge 9 etaper på tværs af landet.

Faktaboks

  • Ride4Rehab afvikles af DIF Soldaterprojekt i samarbejde med KrogagerFonden og Club La Santa. 
  • DIF Soldaterprojekt er et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund og Forsvarsministeriets Veterancentret.
  • DIF Soldaterprojekt samarbejder med Danmarks Cykle Union og Dansk Militært Idrætsforbund om Ride4Rehab.
  • Det er det 5. gang Ride4Rehab, skydes i gang i 2025.
  • Tidligere har det været afviklet i 2013, 2018, 2021 og 2023.
  • DIF Soldaterprojekts ugentlige træningstilbud faciliteres i såkaldte Safe Zones og tæller blandt andre end række cykelhold spredt udover Danmark. 
  • Læs mere om Ride4rehab her: ride4rehab.dk

    Program for træningssamlingen:
    Fredag d. 4. oktober

    17.00: Mødetid Nr. Uttrup Kaserne Gammel Høvej 34 9400 Nørresundby

    18.00: Aftensmad

    19:00-21. Velkomst samt basal gennemgang af cyklen og dets vedligeholdelse

    Lørdag d. 5. oktober

    07.00 – 8.30: Morgenmad

    09.30: Mødetid til cykeltur – kort info om, hvorledes vi cykel i grupper, når der

               køres i R4R regi

    10.00: Afgang cykel (gruppevis) - max 2 timer

    13:00: Frokost

    14:00–17.00:

         - Egen tid

         - Også mulighed for en ekstra cykeltur med tovholder

    17.00: Foredrag - Henriette Albinus Hasselstrøm: Gode råd til træning og ernæring

    18:00: Aftensmad

    20.30 – 22.30: Social hygge

    Søndag d. 6. oktober

    07.00 – 8.30 Morgenmad

    09.30: mødetid til cykeltur – kort erfaringsudveksling fra gårsdagens tur

    10.00:  Afgang cykel i grupper - max 2 timer

    13:00: Frokost

    14:00: tak for denne gang