Idrættens Sociale Pris
Indstil kandidater til Idrættens Sociale Pris
Idrættens fællesskaber spiller en vigtig rolle for rigtigt mange borgere. Ikke mindst for dem, der har det svært. De sociale indsatser på idrætsområdet løfter et stort samfundsansvar, og det anerkender Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Grundfos Fonden med Idrættens Sociale Pris. Nu kan du indstille din kandidat.
"I Grundfos Fonden tror vi på, at alle har et grundlæggende behov for en plads i fællesskabet, og at alle har noget positivt at bidrage med. De danske idrætsforeninger kan skabe mødesteder, som udvisker sociale forskelle og bringer mennesker sammen om aktiviteter, der styrker fællesskabet. Derfor vil vi gerne hylde dem, der går forrest med denne pris," siger Kim Nøhr Skibsted, fondsdirektør i Grundfos Fonden.
Prisen bliver uddelt til årets Sportsgalla, og vinderen bliver udpeget af en jury med repræsentanter fra DIF og Grundfos Fonden. Ud over anerkendelsen følger en check på 75.000 kroner til brug i den pågældende idrætsindsats.
Kriterier for indstilling
Der er en række kriterier, man skal leve op til for at kunne blive nomineret. Den nominerede indsats har:
- skabt opmærksomhed om – eller skabt bedre forhold for – minoriteter i idrættens verden.
- medvirket til at styrke livskvalitet og trivsel hos en gruppe i idrætten.
- styrket lokalsamfundet med sociale idrætsinitiativer.
- brugt idrætten til at løfte et socialt samfundsansvar – medvirket til at løse en samfundsudfordring gennem idrætten.
- skabt et fællesskab gennem idrætten, som har givet deltagerne et nyt ståsted eller har bragt dem et markant bedre sted hen end før.
Sådan indstiller du
Indstillingen skal indeholde information om:
-
hvem der indstilles (kan både være enkeltpersoner, foreninger eller specifikke indsatser og projekter).
- begrundelse for indstillingen.
- en uddybende beskrivelse af, hvordan den indstillede opfylder de fem kriterier.
- oplysninger på den som indsender indstillingen.
Indstil din kandidat her senest tirsdag den 1. oktober 2024.
Vinderen offentliggøres til sportsgallashowet Sport 2024 lørdag den 4. januar 2025.
Sidste års vinder
Prisen blev uddelt første gang ved Sportsgalla 2023 i Herning. Her udgjorde tre nominerede et stærkt felt bestående af OMBOLD, Brobold og Mogens Damgaard, der er foregangsmand fra Dansk Arbejder Idrætsforbund (DAI).
Sejren gik til Mogens Damsgaard, der som den første nogensinde kunne lade sig hylde som vinder af Idrættens Sociale Pris.
Mogens Damgaard blev forud for showet overrasket af DR-vært Josefine Høgh, da hun under et interview kårede ham som vinderen. Se det rørende øjeblik her